Gal, galere, hifi-gal!

Af Jan Nielsen

(Denne artikel er oprindeligt skrevet til high fidelity - men den blev aldrig bragt - artiklen er et forsøg på at skrive noget lidt anderledes fiktion blandet med barske realiteter. Muligvis faldt det ikke i chefredaktørernes smag?)

Kan man gå for meget op i hifi - kan hobby blive til besættelse?

Det var som taget ud af Asterix. "Du er gal" konstaterede min bror. Jeg sagde ham ikke imod, for han har fuldstændig ret. Spørgsmålet er blot, hvor gal er jeg?

Alvorligt angrebet af hifi-feberen beskæftiger jeg mig med hifi en stor del af døgnets vågne timer. Jeg drømmer også om hifi. Det sidste er det billigste. Jeg hører til den irriterende type, der kan snakke om hifi, elektronik og musik i timevis og nemt drive folk til vanvid. Det er nu ikke så slemt mere, for med tiden bliver man mere hensynsfuld. Blandt venner, der ikke udviser den mindste interesse for hifi, kan jeg tale om helt almindelige dagligdags ting. Måske derfor skærpes opmærksomheden på andre "gale", der er helt fordybet i deres store interesse. Mine yndlingsaversioner er golf, biler og havearbejde. Ingen af disse ting siger mig ret meget. Hvis personer der ikke interesserer sig for hifi lider lige så meget under mine lange enetaler - ja så forstår jeg godt de underlige ansigtsudtryk og undskyldende bemærkninger, inden de forlader lokalet.

For døve øren

Det er vanskeligt og uhyre umotiverende at tale om de fantastiske oplevelser man har haft, når modparten er totalt uinteresseret. Jeg havde lige købt et epokegørende nyt kabel, og spillede alle mine nu helt nye plader hele natten. Dagen efter møder man det første uskyldige offer, der skal høre om dette vidunder af et kabel. Reaktionen er et stort spørgsmålstegn - et kabel? "Ja, du ved det sidste nye XL-Konyl med hydroxidiseret sølvbelægning og højfrekvent ladet teflonskum - jeg fik det for kun 3.000,-!" Øjenbrynene hæver sig og ansigtsudtrykket viser et stort uudtalt spørgsmål. Grimassen skifter fra vantro over forbløffelse til et stort smil. "Du tar' gas på mig", siger øjnene, men munden bevæger sig ikke. Dernæst, som for at holde sig til emnet, kommer modtrækket: "Nå så du interesserer dig for hifi - jeg har lige købt et Bamboo superanlæg på tilbud henne hos Radio Børge. Det kostede kun 2.995,- inkl. to kæmpe højttalere". Glædestrålende fortæller han om alle de lysende lamper, den 7 dobbelte parametriske bas booster, og højttalernes evne til at pumpe lydtryk ud, så naboen skriger i desperation. "Jo, og så er der en smart funktion - alle lamperne blinker når jeg spille højt ...og højttalerne hopper hen ad reolen!". Først er man lidt tilbageholdende og undlader høfligt at kommentere det "fantastiske" anlæg. Resultatet er forudsigeligt, efter at par "ja'er" og "'er" kommer reaktionen: "Jeg troede du vidste noget om hifi, og så kender du ikke engang Bamboo?" Al argumentation er nytteløs og med bøjet hoved trækker jeg mig ud af samtalen. Sådanne oplevelser giver et umådeligt stort behov for at komme hjem og lytte til et par gode skiver.

Biler og hifi?

En anden underlig konstellation er når biler og hifi blandes sammen. OK, jeg har da bygget en kæmpestor sub-woofer, der kun med besvær kunne bakses ned i bagagerummet på min brors Mazda. Så længe jeg ikke skulle nyde resultatet ved 110dB, var det såmænd et spændende projekt. Der er dog altid nogen som skal overdrive. De forveksler lydtryk med hifi og så behøver det slet ikke være i bilen. Andre har nemlig fået den fejlagtige opfattelse, at mere er bedre. Når 2 højttalere spiller godt, så må 4 være bedre. Næ, der skal 8 til, ja fyld hele væggen. Der kan godt nok pumpes en masse effekt ud, men hifi bliver det aldrig. Jeg læste forleden at nu havde man endnu engang slået rekorden - 168 dB i en bil med 64 stk. 10" bashøjttalere! Historien melder ikke noget om effekten eller hvor strømmen kom fra.

Hvad er målet?

En anden af mine yndligsaversioner er de helt extreme tweakere, der har glemt alt om hvorfor, men alligevel tilbringer aftener og nætter med ombygning og modifikationer. Principielt er ideen da vældig god og jeg har såmænd pillet kilovis af lytter ud af apparater, for at erstatte dem med bedre typer eller korte stumper kabel. Der har også været eksperimenteret med forskellige komponenter i delefiltre og ikke mindst nye rør til forstærkerne. Man må dog aldrig glemme hensigten med alt den døde hard-ware. Er målet ikke altid en større fornøjelse af musikken? Måske ikke.

Utallige gange har jeg mødt umiddelbart spændende og fornuftige mennesker, der med smittende begejstring har fortalt om de sidste nye modifikationer. !Jeg fandt de her hybridkoblede BB-518 GLE kredse til min DA-konverter og samtidig skiftede jeg til de dyreste Red Wonder kondensatorer, med ægte blikfolie håndviklet i et lufttomt rum af en 93 årig kinesisk guru". Dagen efter får man den samme historie, men med andre komponenter (guruen er sikkert død) og sådan fortsætter det. Hvornår lytter de til musik?

Langt om længe kommer dagen, da man med store forventninger tropper op hos en af disse gale artsfæller. Her kan man sagtens tale kabler og single-ended forstærkerteknologi. Allerede i døren fornemmer man den specielle duft af daggamle pizzaer, loddetin og brændt plastic.

Forventningerne er store og man træder andægtigt ind i de hellige haller. I den dunkle belysning anes et virvar af kabler, kasser og adskilte apparater spredt ud over hele gulvet. Det spraglede mønster er altså ikke tæppet. Jeg behøver vel ikke nævne, at min vært tilhører gruppen af hifi-ungkarle.

Strategisk korrekt placeret står et sofabord med et bjerg af hifi-blade, manualer og brochurer. Her kan man helt sikkert læse alt om de sidste nye komponenter fra BB og AD. Med stor forsigtighed får jeg kantet mig hen til den eneste ledige plads i sofaen. Flankeret af gamle højttalerenheder og delefilterspoler på størrelse med møllehjul sidder jeg som i en skruestik. Ved synet af 2 kæmpemæssige truende højttalersøjler føler jeg mig hensat til en underlig surrealistisk eventyrverden - porten til helvede (eller paradis?) ligger foran mig. Hvor mange enheder højttalerne benytter er svært at sige, for det hele er indkapslet i en kæmpestor klods af glasuld og sort filt. På forunderlig vis lykkes det pludselig ejermanden at få lyd ud af kolosserne. Det er med vilje jeg siger lyd og ikke musik, for sjældent har jeg hørt mage. "Det er nu 3 timer 42 minutter og 18 sekunder siden sidste afmagnetisering, så det skal lige have en omgang". Afmagnetisere? Jeg troede højttalere skulle være magnetiske. En mur af infernals larm vælter ud i rummet. Hvad der tager mest skade - anlægget eller mine ører - er jeg lidt i tvivl om. Støjen skifter mellem skærebrænder og vandfald, som står jeg direkte under Niagara Falls. Gulvet bevæger sig under mig og jeg føler en fysisk påvirkning i mellemgulvet.

Efter 3 minutter (der forekommer som en evighed) hører jeg en stemme meget langt væk "Nu er det hele i orden og vi kan starte". En eller anden har puttet vat i mine ører, eller også har jeg akut reddet mig en kraftig forkølelse.

Min høflige vært henter en CD fra fryseren og gennemfører en række okkulte ritualer. Den bliver sprøjtet med en ildelugtende væske, malet grøn i kanten, holdt op mod et stykke sølvpapir og klemt fast i et underligt apparat, der ligner en brødrister. Spændingen stiger til ulidelige højder og endelig kommer resultatet. En enlig sprød mundharpe står et eller andet sted langt bagude bag de to højttalere. Sådan fortsætter det et par minutter. AØh, jeg kender ikke denne her plade@, forsøger jeg høfligt, men bliver afbrudt. ALæg nu mærke til rummet og det fantastiske attak, lyt til fraseringen og det minimalistisk sublime i optagelsen@. Jeg synker en gang og glider tilbage i sofaen, mens jeg passer på ikke at vælte den støre højttaler til højre for mig. Efter denne aften vil mundharpen for altid være noget helt exceptionelt. Det er dog ikke fordi jeg nyder det, men snarere på grund af det vildt komiske i situationen. Her sidder vi 2 granvoksne mænd midt i et kaos af multi mange kroners udstyr og lytter til en mundharpe som kan købes ned hos AMusik Frede@ for en flad 100,- kr. seddel. Hvem der spiller ved jeg ikke, men for yderligere et par hundrede kroner og en kop kaffe kan jeg finde de første 10 nede på torvet, der gladeligt ville optræde live for os.

Pladen er endelig færdig og nysgerrigt studerer jeg CD-coveret: A30 acoustic test signals@ lyder den spændende titel. Jeg spørger min vært, om han ikke har noget mere Anormal@ musik. Han kigger undrende på mig, AJo, CD-erne ligger ovre i fryseren@. Ganske rigtigt der ligger 12 plader med et righoldigt udvalg af diverse genrer. Godt nok er de 4 af dem frosset fast, så de ikke kan komme ud. Der er nu ikke sket den store skade, for ingen af pladerne falder i min smag. Har du ikke flere plader?, spørger jeg høfligt. "Nej jeg har ikke haft tid til at købe nogen, det her projekt med højttalerne og så modifikationen af min DA-konverter tog så lang tid. Jeg havde en KÆMPE LP samling, men jeg solgte dem alle 22 sidste år."

Heldigvis har jeg selv medbragt et mindre udvalg og får efter en del overtalelse lov til at høre et uddrag af Carmen. Musikken afbrydes dog brat efter få sekunder. "Anlæget er ikke justeret op til den type musik", lyder beskeden. Du vil få et helt forkert indtryk, så derfor må du finde noget andet. En plade med god big-band jazz får samme behandling. "Den lyder helt forkert, så det er afgjort en meget dårligt optagelse". Jeg tør slet ikke spørge om hvilken type musik disse gigantiske højttalere egentlig er beregnet til.

På vej hjem tænker jeg tilbage på denne særprægede person. Er han glad? Når han nogensinde sit mål? Har han helt glemt hvad musik er? Godt nok er jeg gal, men ham her han er helt tabt for omverdenen og må uhjælpeligt gå til grunde blandt kabler, afmagnetisering og underlige lyde og væsker der får hjernen til at skrumpe.

Heldigvis er sådanne typer meget sjældne, men hvor mange har mon en rimelig balance mellem alle de dyre sorte kasser og så det vi egentligt burde bruge pengene til, nemlig musikken. Et amerikansk hifi-blad foreslog en gang, at man skulle have en ligelig fordeling mellem investeringen i musik og hardware. Jeg tror ikke rigtigt det gælder for ret mange såkaldte hifi-nødder, men prøv at kigge ind hos nogle af dem der spiller på et 30 år gammelt B&O anlæg?

Lykkelig eller ej.

Jeg forelagde problemstillingen for et par artsfæller, i den sikre forventning at de ville give mig ret. Det gjorde de ikke! Indvendingen lød helt logisk "Det kan jo være, han synes det er sjovt". Her må jeg bøje mig. Hifi skal være sjovt. Ja, selv de der beskæftiger sig med biler, havearbejde og golf kan muligvis have det sjovt. Jeg forestiller mig, at der et eller andet sted sidder en glad mand og pudser sine golfkøller. Han betragter dem med kendermine, sorterer de forskellige Ajern@ i den rigtige orden, men aldrig nogen sinde har han bevæget sig ud på en golfbane. På samme måde kan mange bil-entusiaster bruge timer på biler, der er for fine og dyre til køre. Set ud fra denne synsvinkel må det være OK med et super hifi anlæg og kun 20 plader, samt nul interesse for musik. Man kan dog så med god ret indvende, at det ikke er hifi de er interesseret i, men teknik og elektronik.