Viggos Vægelsinds bedrifter

Viggos Vægelsinds bedrifter - en hverdagssaga.

Vor "helt" Viggo Velsind (blandt venner Viggo Vægelsind) er en helt almindelig fyr - det vil sige lige så forvirret og intetanende om tingenes tilstand, som vi var engang. Han interesserer sig glødende for hifi - eller rettere det han tror er hifi. Det væsentligste er selvfølgelig at grejet ser lækkert ud, helst med en masse knapper og lys i lampen. Dernæst skal det kunne spille højt - gerne så naboerne bliver desperate og tilkalder politiet.
Viggo har lige overstået mange års skolegang og har underligt nok også fået et godt betalt job. Han er et sted først i 20´erne, men mener selv han er en meget erfaren mand. Hans anlæg er sat sammen af det sidste nye og derfor er bankkontoen konstant i minus. Heldigvis har han en forstående chef, der ikke alene accepterer hans særheder, men også gerne giver ham lønforhøjelse.

For de mere videbegærlige kan det oplyses, at Viggos anlæg består af følgende:
Fony CDP-X1 17 CD-karussel, med plads til 5 skiver ad gangen.
Fony ægte sort signalkabel - (fulgte med CD-afspilleren).
Runkyo VLMST-318 integreret forstærker med indbygget EQ og "lysorgel"
El-Lars´s "det bedste" højttalerkabel - hvidt fordi det passer godt til tapetet.
Dalilei 300 højttalere - lettere brugte. Dansk kvalitet, det bedste i følge alle de test (som Viggo aldrig har læst, men kun hørt om)
Shark dobbelt kassette med super high speed kopiering - klarer det hele på den halve tid.
Benon HP-5 hovedtelefoner til når naboerne brokker sig alt for meget.
Musik smag: Hårdt, råt, sejt, vildt, power og masser af diskant. På det seneste dog tegn til lidt opblødning med hang til blues og mere stille rock.

Vi kommer ind i Viggos liv på et tidspunkt, hvor store forandringer står for døren..... (obs. alle ligheder med kendte personer eller firmaer er næsten tilfældig!)

Viggos svære valg.

Dagen var oprundet. Endelig viste bankkontoen igen sorte tal og de grimme røde var fortid. Denne tilstand skulle dog snart ændre sig. "Hun" ventede på mig - sort, slank med yppige former, sexet og noget så lækker. 10 kg ægte japansk højteknologi fra Yamama med polerede plasticdele. De 22 betjeningsknapper og 33 lysdioder samt 2 x 268,7 W i 2,385 ohm (iflg. test i Asian Audiophiler) stod lyslevende for mine øje.
Hver eneste dag de sidste par uger havde jeg været nede og se på vidunderet. Hun stod på hylden hos "Billig Børge". Den første gang var jeg fanget, næste gang var jeg solgt. De 33 dioder blinkede til mig - jeg var fortabt, forelsket og forvirret. Min nattesøvn var ødelagt, og på arbejdet tænkte jeg mere på hende end på hvilket papirer der skulle hvorhen. Alt var kaos og kun én ting kunne kurere denne tingenes tilstand - hun skulle være min!

Endnu før vækkeuret havde ringet var jeg ude af sengen. Ingen tid måtte gå til spilde, så alt var planlagt. Arbejdet måtte vente til en anden dag, og mad kunne man altid spise. Præcis kl. 9:33 stod jeg uden for Billig-Børge, en halv time efter åbningstid, men alligevel så tidligt på døgnet, at min tankevirksomhed stadig var noget begrænset. Børge virkede ikke særlig overrasket over at se mig, men han var heller ikke lige frem begejstret. Et eller andet var galt.

Jeg gik målrettet hen mod hylden hvor hun stod. Alle mine sanser var skærpet til det yderste, adrenalinen pumpede - øjeblikket var kommet. Som ramt af lynet stoppede jeg op, mit liv passerede revue og al tankevirksomhed ophørte - hylden var tom og kun makabert udseende ledninger snoede sig som indvolde omkring stedet hvor hun havde stået. Pludselig meget vågen og ligbleg fik jeg fremstammet nogle utydelige gloser. Børge var helt i vildrede, men mine fagter og det skrækslagne udtryk må ha´ gjort ham det forståeligt. "Hvor er hun?" fik jeg fremstammet. Børge kiggede spørgende på mig, "Er det frk. Jørgensen, du mener, så er hun i pladeafdelingen". Jeg var bestemt ikke interesseret i frk. Jørgensen, om hun så var Claudia Schiffers tvillingsøster - mine tanker var et helt andet sted. "Nej... jeg mener den nye Yamama supermodulære XLZ-1000 med ekstra DC-power og underliggende EQ-netværk". fik jeg fremstammet. Jeg kunne hele brochuren udenad, men nu var det svært at tænke, og næsten umuligt at tale.

Billig Børge pegede hen på en ung knægt i slidte hip-hop bukser. Hans kasket var en af de der forkerte hvor skyggen sidder i nakken. Jeg tror de køber sådan nogle kasketter for at skjule hvor dumheden sidder. Hurtigt gled mit blik ned på gulvet foran den tyggegummi tyggende og meget overlegne unge knægt. Dér stod hun! Han havde købt min Yamama! Hvordan kunne det ske? Jeg gik hen mod knægte og regnede i hovedet .... hvis nu jeg udskyder el-regningen, lukker for varmen, holder op med at spise og ikke køber CD´er de næste 3 år ... hvor meget kan jeg så bestikke fyren med?

Jeg kom nu ikke så langt i beregningerne, før Billig-Børge, lagde sin store lab på min skulder. "Kom med mig Viggo". Om så han havde ført mig ned i en mørk kælder og udsat mig for kinesisk vandtortur var jeg viljeløst fulgt med - det værste var allerede sket.

Heldigvis var det noget helt andet Børge havde til hensigt. Ude på lageret stod hundredvis af papkasser stablet i flere meters højde. "Hvad var det så for en forstærker du ville have", spurgte han. Forvirret over dette for mig ulogiske spørgsmål samt det fantastiske udbud af teknisk apparatur, fik jeg blot fremstammet "Øh, .. du ved den her Yamama XLZ´er". Børge kiggede på mig med et trist udtryk "Som du så, har vi lige solgt den sidste". Min verden sank i grus og det sortnede for øjnene. Kun de store papkasser forhindrede faldet mod det hårde betongulv. "... men du er jo en god kunde, så hvis du er interesseret kan jeg give dig den helt nye Sherhood XXL-1500 i stedet til nøjagtig samme pris som ..." Længere kom den stakkels Børge ikke, før jeg røg op som skudt ud af en kanon. Min drøm var gået i opfyldelse, nej endnu bedre, ikke blot havde jeg fået "pigen", men også det halve kongerige. Jeg, lille Viggo, blev som den første i Danmark ejer af den helt nye Sherhood 2 x 317,3 W (i 2,1358 ohm!) XXL-1500 med ikke færre end 34 betjeningsknapper, plus programmerbar fjernbetjening og 48 kontrollys. Min lykke var gjort, jeg gik på lyserøde skyer og mine ben var som gele.

Hvordan jeg fik betalt Børge de 3.849,75, og kom hjem med de 11 kg. pure guld, ved jeg ikke. Blot husker jeg at han spurgte mig, om jeg ikke ville høre hvordan XXL-1500 nu lød, og om jeg havde taget nogle CD´er med. I denne situation nogle helt irrelevante spørgsmål, men Børge har nu altid været lidt mærkelig. Her måtte der prioriteres og det vigtigste var at komme hjem og få hende sluttet til, nyde synet af prinsessen på husets alter og slappe af med en velfortjent øl eller to.

Næppe var min Sherhood blevet åbenbaret og placeret på hylden før det ringede på døren. Alt var et stort virvar og kun modvilligt fik jeg kæmpet mig frem gennem rodet. Gulvet var totalt blokeret af en kæmpe papkasse, et bjerg af plastic og 5 forskellige brugervejledninger (ingen på dansk), samt en fjernbetjening (uden batterier) og nogle fantastisk flotte sorte kabler med fine røde og hvide stik. Uden for døren stod Benny, en lille irriterende knægt. Lille er måske ikke den rette betegnelse, for med 195 cm og en vægt på den forkerte side af 100 kg er han for længst vokset mig over hovedet. Men et par år yngre end mig er han nu alligevel. På trods af min irritation, må jeg indrømme at vi kommer meget godt ud af det med hinanden og kan man bære lidt over med hans særheder, er han nu en rigtig sej fyr. "Jeg hører du har købt ny forstærker", sagde han. Nyhederne spredes hurtigt i en vores opgang, og min baksen med kassen op til 3. sal var ikke gået helt lydløst for sig. "Må jeg komme ind og høre hvad den kan?" spurgte han på sin typisk høflige facon. "Jeg har selv taget et par CD-plader med".

Frisk ude af indpakningen stod så vidunderet på hylden. Med slet skjult stolthed viste jeg Benny ind i stuen hvor mine lasede møbler funklede i skæret fra de mange lysende lamper. "Er hun ikke smuk" - det var mere en konstatering end et spørgsmål. Benny gik hen til CD-afspilleren, smed "Blowhand Uplukket" i og skruede på nogle knapper på XXL-1500´eren. Hvad han gjorde ved jeg ikke, men pludselig slukkede lamperne og det store display gik helt i sort. Langsomt satte han sig til rette i sofaen og forberedte sig på det kommende chok af vellyd. Selv var jeg lige så spændt. Kun et par numre havde jeg fået hørt, men det var mere sådan lige for at varme op.

Det store klimaks udeblev totalt, lyden var klemt og diskanten var underligt grumset og grynet. Blowhands musik virkede ukendelig, kun hans stemme var næsten som før. Hurtigt fiksede jeg et par batterier og fik gang i fjernbetjeningen. Med 12 hurtige tryk på de rette knapper fik jeg igen liv i lamperne. Den underliggende microprocessor-styrede EQ blev koblet ind. Syntetisk Hall-effekt og A+ simulatoren fik højeste niveau. Se - nu begyndte der at ske noget! Der var rigtigt smæk i bassen og diskanten skar sig gennem lytterummet som laserstråler. Det her var bare lige sagen - aldrig havde jeg hørt en så metalhård, kold og klar lyd. Tilsyneladende delte Benny ikke min begejstring. Tålmodigt gik han over og slukkede for alle lysene. Lyden blev igen kedelig og intetsigende. Tingene gentog sig, og med fjernbetjeningen fik jeg igen sat styr på tingene. Denne gang gav jeg EQ-kredsløbet et ekstra vrid og tilføjede lidt krystalgrotte simulation. Effekten udeblev ikke og pludselig var min dagligstue omformet til en græsk katedral på størrelse med Parken. Tydeligt bevæget måtte jeg sætte mig ned og nyde dette lyd- og lysorgie. Til min store overraskelse sad Benny og rystede på hovedet mens han med sigende øjne lod forstå, at dette ikke var til hans tilfredshed. 3 tryk på zapperen fik dæmpet niveauet så vi kunne tale sammen. Jeg kiggede op, men så kun Bennys ryg, da han gik ud af døren. Nå, ja tænkte jeg, han blev vel misundelig og skal blot hjem og se hvor mange penge der er på bankbogen.

Jeg fik lige sat mig til rette i sofaen og smækket endnu en god skive i CD´en før døren gik op og Benny vendte tilbage. Denne gang trykkede han ikke på knapper, næh han hev blot netstikket ud af kontakten og min fantastiske XXL-1500 døde brat mens lysene fadede ud. Jeg skulle lige til at råbe højt, da jeg så hvad han havde med. Uvilkårligt brast jeg i en vild latter. En undselig gammeldags forstærker, med træ på fronten. TRÆ! her i 1995, hvor eksotiske mørke træsorter er mere sjældent end en hæderlig dansk politiker. Endnu værre blev det da der kom strøm på. Det var en meget kedeligt udseende kasse - kun én rød lampe var der og to knapper. Der stod Hulfi på frontpladen med en underlig brun skrift. Uden et ord fik Benny sat det hele sammen og smækket Klabton på CD´en. Der var ikke nogen fjernbetjening, så manuelt måtte man skrue op og ned for lydstyrken. Hvor gammeldags kan det blive, tænkte jeg. Nu skal vi så høre hvor dårlig hans gamle skrammel er. Jeg frydede mig allerede.

Jo, kedeligt var det. Lyden var langt væk, og man fik slet ikke nogen fornemmelse af at musikerne kom ud i stuen. Højttalerne virkede næsten som om de slet ikke var der og det hele var meget kedeligt. Benny nikkede bare anerkendende og så på mig. "Viggo du trænger til at komme til fornuft, lyt til den her et par dage og se hvad der sker". Jeg takkede mange gange, men nej. Jeg kunne med det samme "se" at den enlige røde lampe langt fra kunne hamle op med de 42 i min XLA 1500. Næppe var han ude af døren, før jeg igen havde fået installeret min udvalgte på ærespladsen. Alle lysende blinkede og en orange lampe viste at biasstrømmen var indstillet til ægte klasse A-minus-, med et max strømforbrug på 0,12 mA. Man er vel miljøbevidst, og så var den fine gule lampe så behagelig at kigge på - især når alle de grønne og røde blinkede i takt til musikken.

Jeg kom først i seng kl. 2 den aften, og morgenen efter var jeg noget ved siden af mig selv. Radioavisen og ostemaden var det fast morgenritual. Jeg havde næsten glemt XL-1500, men de mange lys skar i øjnene og gjorde mig hurtigt vågen. Ude fra køkkenet bemærkede jeg at radioavisen ikke lød som der plejer, måske er oplæseren blot forkølet, tænkte jeg. Inde i stuen var der igen denne ubevidste fornemmelse af at noget ikke var helt som det skulle være. P3 pladevenderen var usædvanlig frisk at høre på, faktisk så frisk at hun spyttede på mig hver gang et nyt nummer blev annonceret. Enten havde jeg misforstået noget, eller også var Danmarks Radio pludselig begyndt at sende i mono, for lyden forekom mig umiskendelig tam og livløs. En febrilsk behandling af fjernbetjeningen hjalp ikke, og yderligere måtte vente til jeg kom hjem fra arbejdet.

Alle dagens problemer havde taget hårdt på mig. Chefen skældte ud fordi jeg var blevet væk og derefter hævdede han, at jeg sov i arbejdstiden. Noget klatøjet måtte jeg hæve hovedet fra skrivebordet og give ham ret. Et tydeligt aftryk fra kuglepennen på min kind kunne jeg ikke løbe fra. Heldigvis var han i godt humør og nøjedes med at smække døren til kontoret. Lettet lagde jeg hovedet til rette og sov videre.

Som ved et trylleslag vågnede jeg kl. 17.00 og kunne forlade kontoret efter en hård arbejdsdag. Hjemme ventede endnu en aften med musik. Nye plader var købt ind, og først skulle den nye Shibudua lige have en tur.
Michael Bondesøn er godt nok ikke nogen årsunge længere, men alligevel forekom det hele noget langsomt og afdæmpet, stemmerne var underligt udtværede og svære at lokalisere. Til gengæld måtte jeg indrømme at der så sandelig var masser af efterklang - det lød lige som Forum på en god dag. Alligevel var der noget galt, alle mine fine nye plader lyd som om de var mikset af den samme effektgale producer. Fortvivlet greb jeg zapperen og trykkede på "neutral". Alle lamperne slukkede (næsten) og lyden faldt til jorden. Bassen var væk og diskanten røg i negativ lige som min bankkonto. Stemmerne var tynde og hvinende - det var slet ikke til at holde ud! Hvad skulle jeg nu gøre, min fantastiske XL-1500 svigtede mig efter kun 1 dags brug.

Modvilligt kastede jeg et blik over mod hjørnet hvor den underligt udseende Hulfi forstærker stod og så meget ensom ud. Med tunge skridt gik jeg hen og løftede den op. Til min forbavselse var den lille kasse forholdsvis tung, langt tungere end min kæmpemæssige XL-1500. Hvordan det kunne lade sig gøre forstod jeg ikke.

10 minutter efter var alle ledningerne igen på plads og der var lys i den enlige røde lampe. Egentligt meget behageligt, men bestemt ikke noget at blive imponeret over. Igen satte jeg Shibudua på CD´en og lænede mig tilbage i sofahjørnet. Lyden var stadig på en eller anden måde langt væk. Bondesøn stod på det nærmeste på den anden side af væggen og sang. Det var meget uvant, men på den anden side også behageligt. Endnu et par at de nye plader kom på og efterhånden som jeg vænnede mig til lyden blev det mere spændende. Mine kendte CD´er blev fundet frem og pludselig opdagede jeg til min store overraskelse at der var noget jeg aldrig havde hørt før. Små detaljer fra bækkener eller trommer. Et sted hørte jeg tydeligt to sangstemmer, hvor der før kun havde været en. Der var ikke så meget bas som før, men til gengæld var den mere ren og præcis. Efterhånden som aftenen skred frem og vi kom ud på de små timer blev jeg mere og mere fordybet i musikkens verden. På trods af den hårde arbejdsdag var jeg stadig lysvågen og jo mere jeg lyttede blev jeg grebet af dette nye fænomen. Al min musik var helt ny og hidtil uopdagede detaljer kom frem i dagens lys.

På et eller andet tidspunkt sent om natten drattede jeg om til tonerne fra Beagles Motel Calihornia. Jeg vågnede op langt ud på formiddagen og følte mig helt forvirret - endnu en dag hvor jeg kom for sent på arbejde.

Jeg husker tydeligt denne skæbnesvangre fredag. For sent på arbejdet. Faldt over chefen på vej ind ad døren og fik pålagt registreringsarbejde hele den følgende uge. Mine tanker kredsede dog stadig omkring nattens oplevelser. Jeg sad ved skærmen og i mine egne tanker tastede jeg "Beagles" i stedet for "Bølgepap". Sådan fortsatte det hele dagen. Bogholder Jacobsen må ha´ fået grå hår i hovedet af de besynderlige computerudskrifter.

På vej hjem gik jeg forbi Billig Børge. Der stod en kæmpe stak XLZ-1500 i vinduet, alle med lys på. De blinkede forførende, men magien var på en eller anden måde forsvundet. Indenfor mødte jeg Børge, der om muligt så endnu mere stresset og træt ud end jeg gjorde. "Jeg solgte 10 Sunsui minianlæg i tirsdags og i dag får jeg så de 8 tilbage igen - tænk dig folk kan ikke lide lyden!" Jeg rystede forstående på hovedet, "Sig mig Børge, har du nogen sinde hørt om noget der hedder Hulfi?" Først kom der en vild latter, men efter et stykke tid faldt han ned igen. Han løftede det ene øjenbryn og så det andet. "Det er noget af det her danske halløj, som ikke er til at betale", svarede han. "Det kan du bestemt ikke købe hos mig, men måske henne om hjørnet hos "Audio Confusion" - de har de mest mærkelige ting og sager".

Benny så noget sur ud da jeg forlod forretningen uden at købe noget. Først prøvede han at sælge mig en helt ny Luxkan forstærker. Tilsyneladende, havde han allerede glemt alt om XLZ-1500´eren, som han langede over disken to dage før. Da det ikke lykkedes, forsøgte han at sælge en fidus til rensning af videobånd - den var meget billig sagde han.

Jeg havde godt nok set "Audio Confusion" før, men var blot gået forbi. Udefra lignede det en blanding af den lokale elektriker og en antikvitetsforretning. I det store vindue stod en gammeldags pladspiller på størrelse med et hundehus og rundt omkring var spredt små underlige dimser og kabler i fantastiske farver. Uden at vide hvad der ventede mig trådte jeg ind i forretningen.

Det første jeg bemærkede var duften. En blanding af plastic, træ og friskbrygget kaffe. Jeg stod og indsnusede den fremmede atmosfære og ventede. Pludselig lød der et brøl fra bagbutikken, "Kom bare indenfor Brian!". Noget forvirret gik jeg om i bagbutikken hvor der sad 4 gutter og drak kaffe. En stor kraftigt bygget mand med hornbriller og overskæg rejste sig, "Det må du undskylde, jeg troede det var Brian," sagde han. "Vil du have en kop kaffe, eller er der andet jeg kan hjælpe dig med - vi har også kage". Noget overrumplet af denne modtagelse fik jeg fremstammet et "ja tak". I de godt 3 år jeg havde handlet hos Billig Børge, var jeg aldrig nogen sinde blevet budt på kaffe. Adgang til de hellige haller i bagbutikken var en helt utænkelig tanke. Det her var noget helt nyt. En stol blev skubbet over til mig og jeg fik plads ved bordet. Manden med overskægget hed Hans og var ejer og bestyrer af butikken, ved siden af ham sad en næsten lige så kraftig person, men dog noget yngre. Det var hans søn Claus, der hjalp til i butikken. De to andre var kunder. Den ene præsenterede sig som computersælger og hed Henrik, den anden var lægestuderende og hed William. Høflig og noget tilbageholdende i denne uvante situation fik jeg præsenteret mig, "Viggo Velsind, salgsassistent". I virkeligheden er jeg blot en almindelig kontorassistent, men det der med salg lyder finere.

Tilsyneladende var jeg dumpet ned lige midt i en vigtig og følelsesladet diskussion omkring noget meget uforståeligt omkring digitale samlefrekvenser og et eller andet fænomen de kaldte for "jytter". I lang tid sad jeg fuldkommen tavs og lyttede bare. Det meste var helt uforståelig snak. F.eks. om kablernes viklinger der skulle forhindre indstrålinger af et eller andet farligt fra Mars og anvendelse af smøremidler på stikkene. Men så pludselig nævnte Claus noget om en ny dansk forstærker. Forsigtigt brød jeg ind og spurgte, om de kendte noget til Hulfi? Her var der ingen latter, eller løftede øjenbryn. Claus fortalte mig sagligt og meget forståeligt om en masse danske producenter af forstærkere. Der var Dansen, Hulfi, Godthåb og i den dyre ende mærker som Krypfon og Primær. Herudover var der også en masse mindre firmaer, som byggede forstærkere stort set på bestilling, nogle af dem med rør. Det hele var lukket land for mig og jeg var meget forbavset - det var dog ingen ting i forhold til det der ventede.

Klokken var nu nær ved lukketid, men ingen gjorde mine til at vi skulle gå. I mere end en time havde vi siddet og snakket hyggeligt. William ville gå i byen efter pizza og spurgte om der var andre, der skulle have med. Forsigtigt spurgte jeg, hvornår de lukkede og Hans svarede blot med endnu et spørgsmål, "Hvornår går du hjem?". Jeg forstod efterhånden, at det var ligesom en lille klub, jeg her var dumpet ned i - inderkredsen, kun for de indviede. Der var blot den store fejl, at jeg bestemt ikke følte mig på samme niveau som de meget flinke mennesker. På den anden side var det hyggeligt, og allerede efter en time havde jeg lært en hel del.

Da William gik efter Pizzaer, spurgte Claus om jeg ikke ville høre lidt musik. Det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til. Vi trådte nu ind i det ene af butikken lyttelokaler. Ikke særlig stort, nok sådan ca. på størrelse med en normal dagligstue. Midt på gulvet stod en gammel sofa og to stole. Overalt var der CD-plader eller LP´er. Langs hele den ene væg stod et stort anlæg med apparater jeg aldrig i mit liv havde set eller hørt om. En stor forstærker så ud som om den var boltet fast til gulvet. På forpladen stod der Prall. Ved siden af stod en helt sort metalklods, ikke mindre imponerende - Clark Levinsen 23 1/2 hed den. Mest imponerende var dog to store kasser fyldt med pærer - eller sådan noget lignende. De udstrålede en masse varme og lyste med et flot rødligt skær. Jeg havde godt nok læst om sådan nogle, men aldrig før set dem i levende live. Claus fortale at de var lavet af en eller anden skotte, der hedder McIntosse. Uvilkårligt tænkte jeg, at man da også skulle være godt tosset, hvis man slæbte sådan nogle ind i sin stue. Ledningerne var heller ikke helt normale - de strålede i underlige farver og var alle på tykkelse med en arm. En let summen samt varmen fra de mange apparater understregede situationens alvor. Tilsyneladende var der et eller andet jeg havde misforstået, for sådan reagerede Claus bestemt ikke, han tog det hele meget afslappet. "Hvilken type musik kan du lide", spurgte han. Jeg kastede et hurtigt blik på det store udvalg af CD´er og fandt et par stykker jeg kendte. Claus placerede CD´en på en underlig dims han havde i hånden. Den kørte rundt et par sekunder og stod så stille igen. (Senere fandt jeg ud af, at han afmagnetiserede CD´en). Herefter lagde han en tynd metalskive hen over den. Selve CD-afspilleren lignede en brødrister på steroider. Langsomt slugte den CD´en og præcis da Claus satte sig i stolen ved siden af mig, skete der noget meget underligt. Fra et eller andet sted ude på gaden, bag muren kom en tydelig lyd af trommer og endnu længere væk et begejstret publikum. Der var dog også lyd i selve lokalet, rund om mig, over mig og over det hele. Alligevel var det meget rigtigt på en eller anden måde. Jeg sad i tavshed og nød musikken. Det lød som noget jeg havde hørt det før, men alligevel var oplevelsen meget anderledes. Jeg var helt opslugt og sad fuldkommen tavs da det første nummer sluttede. Claus rejste sig og satte en ny CD på. Denne gang var det klassisk musik. Bestemt ikke noget jeg lyttede særlig meget til. Det hele startede blidt og roligt, med fioliner (eller sådan noget) og mange blæsere, men pludselig brød det løs med masser af trommer. Jeg blev på det nærmeste blæst bagover. Her var der lydtryk som ville gøre selv De Døve Leoparder til skamme. Igen var der den her betagende kontrol og klarhed over det hele - lige som når en bil med mange hestekræfter skal overhale. Selv om der blev spillet meget højt fornemmede man tydeligt de mindre instrumenters bidrag og der var ingen forvrængning eller ubehag. Da musikken fadede ud, fik jeg mælet tilbage, "øh..., undskyld Claus, men hvor mange højttalere bruger i og hvor er sub-wooferne?". Claus rejste sig og gik hen til et par store sorte søjler. "Det her er højttalerne, og der er kun dem", sagde han. "De hedder Girage og kommer fra Canada. Det her er topmodellen, men de laver også nogle udmærkede mindre typer. Det anlæg du lige har hørt er noget af det bedste vi har hjemme lige for øjeblikket, men mange af de kvaliteter du hørte finder du også til langt færre penge". Penge? ... tankerne fløj gennem mit hoved, hvor meget mon sådan noget egentligt kostede? "Hvad koster sådan et anlæg?" spurgte jeg. I det samme kom Hans ind i lytterummet. Med ham var den Brian de havde ventet på. Brian var omtrent på samme alder som mig og jeg så han havde en styrthjelm i hånden. "Undskyld vi forstyrrer, men Brian skulle lige høre de nye kabler vi har fået", sagde Hans. Claus bad mig følge med ham og vi gik tilbage i bagbutikken. "Du spurgte om prisen", sagde han "Det anlæg du lige hørte koster omkring kr. 400.000,- men det kan variere noget afhængig af hvilke kabler du anvender." Jeg tror mit ansigtsudtryk sagde det meget tydeligt - alt for mange penge, men en fantastisk oplevelse. "Du kan dog få et udmærket anlæg for omkring de 20.000,- og hvis du har tid til at komme forbi igen i morgen skal jeg vise dig hvilke muligheder der er". Jeg takkede mange gange, men i første omgang var det nu kun en forstærker jeg var ude efter.

Da pizzaerne dukkede op spiste vi alle 5, og først sent på aftenen var jeg hjemme igen. Vi fik snakket en masse om forstærkere, højttalere og kabler. At det sidstnævnte kunne have indflydelse på lyden var en gåde for mig. Samtidig var det meget svært at forstå de meget høje priser. Kl. præcis 21:50 trådte jeg ind ad døren til mit beskedne hjem. De sædvanlige lokalblade og et hav af brochurer hobede sig op bag døren. Et par breve var det også og et hurtigt blik afslørede, at der stod Skattevæsenet på det ene af dem. Med sitrende hænder åbnede jeg den ubehagelige rudekuvert. "Endelig årsopgørelse" stod der, og nederst på siden lyste de ubehagelig tal, som var de skrevet med ildskrift: "Restskat kr. 7.890,- at betale i 3 rater. Giroindbetalingskort vedlagt." Som sagt skulle dette blive en uforglemmelig dag, men denne ubehagelige overraskelse havde jeg gerne været foruden. Hvor skulle jeg skaffe alle de penge fra? Banken havde allerede lånt mig rigeligt, og budgettet kunne ikke strammes mere. Alle mine drømme om at investere i ny forstærker var blæst langt væk. Opgivende og helt fortvivlet gik jeg ud i køkkenet og hentede en øl. Lokalavisens forsider var fyldt med dårlige nyheder og endnu dårligere reklamer. Til sidst kom jeg til endnu en kuvert. Jeg havde helt glemt den, efter den ubehagelige besked fra Skattefar. Sikkert et eller andet firma der ville sælge mig en bog om danske kirkers arkitektur gennem 100 år, eller lodsedler til et tysk lotteri, hvor man kan vinde en bondegård i Polen. Langsomt åbnede jeg kuverten. Jo, den var god nok. Øverst stod der med store bogstaver "Tillykke Viggo, du har vundet....", længere nede på siden stod der så beløbet "kr. 100.000,-". Ja, det var godt med dem, sidste gang vandt jeg en bil, hvis ellers den medfølgende plastic-nøgle passede. Jeg læste resten af teksten igennem og langsomt begyndte det at gå op for mig. For ca. 2 måneder siden havde jeg købt 5 lodsedler af Sonja nede i bogholderiet. Pengene gik til et eller andet godt formål, noget med børn i Latinamerika. Det kunne ikke være rigtigt! Jo, vedlagt fulgte der ganske rigtigt en crosset check på hele 100.000,- gode danske kroner. Jeg måtte knibe mig i armen. Først besøget hos Audio Confusion, så restskatten og nu dette. Selv når banken og skattefar havde fået deres penge, var der mere end 80.000,- tilbage! Jeg hentede endnu en øl i køleskabet og begyndte at drømme. Godt nok var der råd til hifi, men helt sikkert stod der også sydens sol og varme på mange af de rare penge.

Det blev endnu en søvnløs nat med mareridt om skattepolitiet der forhørte mig i Billig Børges baglokale, hvor højttalere på størrelse med SAS hotellet truede med at vælte ned over mig. Drømmene havde dog mere muntre øjeblikke, hvor jeg kyssede Sonja og viklede hende ind i tykke spraglede højttalerkabler. Hvad der skete herefter mellem mig og Sonja vil jeg forskåne jer for - mine drømme har altid været meget vilde.

For en gangs skyld vågnede jeg rimeligt tidligt. Typisk en lørdag hvor man må sove længe, så kan man ikke. Pludselig var jeg lysvågen - pengene! Var det en drøm eller virkelighed. Nej det var godt nok, både restskatten og de 100.000,- kroner havde overlevet nattens fantasier. Efter et hurtigt bad kom jeg i tøjet og fik foretaget de mest nødvendige indkøb. Derefter gik turen ned til Audio Confusion.

"Hej Viggo", lød det straks jeg trådte ind. Man skulle tro jeg var stamkunde. På en eller anden måde følte jeg mig allerede hjemme og som gyldigt medlem af dette hemmelige broderskab. Hans og Claus var der. Brian (ham med styrthjelmen og det nye kabel) var der også, jeg havde lagt mærke til den store motorcykel udenfor. De havde kaffe på kanden og Brian havde taget kringle med. Hurtigt fik jeg fortalt dem den fantastiske historie med skatten og alle de mange rare penge. Det var heller ikke nogen hemmelighed, at en stor del var øremærket en ny forstærker. Om det så skulle være en Godthåb, Hulfi eller noget tredje, måtte komme an på en prøve.

Som Hans havde lovet det, var der sat et anlæg op i den mere overkommelige prisklasse. Han vidste ikke at jeg ville komme, men havde det dog på fornemmelsen. I stedet for de store sorte højttalere var der nu nogle mere almindelige og noget mindre kasser. Der stod ikke noget navn på, men Claus fortalte, at det var nogle de selv fik lavet efter egne idéer - man kunne også få dem som byggesæt.
Forstærkeren var en nyere og noget større udgave fra Hulfi og CD-afspilleren en pæn sort sag med fjernbetjening - der stod Pillonær på med fine gyldne bogstaver. Den havde ikke ret mange knapper, men til gengæld var designet flot og overskueligt.

"Jeg har monteret nogle helt nye kabler", fortalte Claus. "De er amerikanske, ikke særligt dyre, men virkelig gode". Kablerne lignede noget fra en sejlklub, flettede efter alle kunstens regler i blå og hvide farver. Han fortalte, at de hed Timber.
Denne gang havde jeg medbragt et par af mine egne CD´er og var vældig spændt på hvor stor forskel der var i forhold til mit eget, og hvor tæt man kunne komme det meget dyre, jeg havde hørt dagen i forvejen.

Lyden var ikke så stor og overvældende, som jeg havde oplevet det over det dyre anlæg, men alligevel kunne jeg genkende mange af de kvaliteter som havde imponeret mig. Sangstemmerne stod på en underlig måde koblet fri fra musikken så man bedre kunne høre hvad der blev sunget. Det var også som om de enkelte instrumenter spillede mere tydeligt og helt separeret fra resten. Alligevel hang musikken sammen på en meget naturlig og behagelig måde.

Jeg sad og flød hen til en underlig, men meget imponerende CD. Det var bestemt ikke den slags musik jeg plejede at høre, men alligevel forekom det her meget naturligt og utroligt fyldt med detaljer. Claus fortalte, at det var en gammel Mecca optagelse - musikken var af Kilbert & Zullivan og handlede om en eller anden der hed Pineforte. Jeg havde nu altid troet at Kilbert O´Zullivan var ham popsangeren mine forældre spillede dengang tilbage i 70´erne, men det lød nu ikke som ham. Min koncentration blev pludselig afbrudt, da William og en anden jeg ikke havde set før, trådte ind i lytterummet. De hilste pænt på os og satte sig ned og lyttede med. Senere fandt jeg ud af, at ham den anden hed Steen.

Vi havde kun lige hørt en smule mere af "Pineforte", da William rejste sig, gik hen til CD-afspilleren og slukkede. Han vendte sig mod Claus: "Hvorfor spiller du ikke LP´en, den er da meget bedre?". Claus nikkede bare, og opfordrede William til selv at klare det lille problem. Meget hjemmevant fandt han hurtigt en af de gamle sorte skiver frem fra det store udvalg. Efter at have gjort nogle underlige bevægelser og besværgelser, samt drejet på et par knapper lød der en underlig knasende lyd i højttalerne.

Her skal det lige indskydes, at mit kendskab til LP´er ligger tilbage fra den gang jeg stadig gik rundt i korte bukser og det største problem var, hvordan man undgik at lave dagens lektier uden at det blev opdaget. Mine forældre havde en gammel Fillibs GL-211 ned automatik. Jeg husker tydeligt den larm der var, når armen fløjtede frem og tilbage og ind imellem helt tilfældigt ramlede ned på pladen med et brag. Lyden husker jeg også, den var skrattende, med en underlig gengivelse, der mindede utroligt meget om musik over en telefon. Selv havde jeg aldrig haft andet end CD og kassetter. Alt i alt ikke så underligt, at denne nostalgiske verden af sorte skiver forekom mig forældet og fremmet.

Med grundlag i denne opfattelse, var min forbløffelse så meget desto større. Den musik vi lige havde hørt fra en aldeles udmærket CD var nu transformeret til musikere af kød og blod. Stemmerne havde en utrolig fylde og magt, man kunne ligefrem tælle rynkerne på stemmebåndene (sådan fornemmede jeg det). Samtidig var kraften og vægten i musikken helt anderledes. Steen sagde, det var dynamikken, som nu kom til sin ret. Jeg havde altid forbundet dynamit med Heavy Metal, men måske var det også helt legalt i denne slags musik. En anden ting, som helt tydeligt blev afsløret, var diskanten, der klingede meget luftigt og ligesom mere løst i det. Lyden af metal fra bækkener og især de mange små detaljer i triangler var så tydelige, at man næsten kunne række ud og røre ved dem.

Min forbløffelse var ikke sådan lige at skjule. Jeg sad som lamslået, turde slet ikke tale. Selv det jeg havde oplevet over det store anlæg dagen i forvejen, kunne slet ikke hamle op med det her. Brian, William og Steen kiggede blot på mig og hviskede hemmelige ting til hinanden. Nu var jeg igen til grin, tænkte jeg. Har jeg gjort et eller andet forkert, som man ikke må i en sådan situation? "Nå, hvad sir´ du så?" kom det fra Brian. Jeg skulle lige samle tankerne, rette lidt op på de emotionelle krøller og viske tårerne bort fra øjenkrogen. "Jo, det lyder da meget godt", kom det spagt. Det var ikke helt det jeg gerne ville sige, men mine jyske aner fornægtede sig ikke. Når noget er "meget godt", så vil det sige at jeg er vildt begejstret.

Vi fortsatte med LP´er et lille stykke tid, men så var den pludseligt gal igen. Brian var kommer ind i lytterummet. Også denne gang iklædt sin obligatoriske læderjakke og med styrthjelmen dinglende fra den ene hånd. Han havde kun stået der i små 10 min, da han blandede sig: "Det her duer ikke, det skal være rør, transistorer kan ikke spille!". Jeg syntes nu ellers det gik udmærket, faktisk nød jeg musikken, som jeg ikke troede det kunne være muligt. Claus nikkede blot igen, og sammen med Brian gik han ind ved siden af. De kom slæbende med nogle tilsyneladende meget tunge apparater. De var store, sorte og fyldt med en masse elektriske pærer der stak ud alle steder. Hurtigt fik de strøm på og pærerne begyndte at lyse. Nogle ganske svagt, men midt i hver af dem stod et meget stort rør der lyste næsten som en rigtig pære. De kunne også spille, men Claus foreslog, at vi holdt en pause og vendte tilbage når de var varmet op. "Varmet op?" tænkte jeg, hvad er det her for noget? Skal vi grille pølser eller høre musik? Nå, et kig på klokken afslørede at tiden var gået, faktisk var klokken langt over middag og ved tanken om ristede pølser begyndte maven at knurre.

Igen var det William som gik efter mad hos den nærmeste grill. Som nybagt næsten millionær, stak jeg ham 200,- kr. og bad ham købe lidt rigeligt. Vi andre rykkede ind ved siden af og lod de store lysende skrumler om at "varme op". Jeg fik lige hilst på ham der fulgtes med William - Steen hed han. Vi skulle lige til rigtigt at præsentere os for hinanden da Brian klappede mig venskabeligt på skulderen (et meget kraftigt dunk - jeg gik helt i knæ), "Nå hvad synes du så?"

Jo, jeg var da helt afgjort begejstret. Det her var noget helt andet, faktisk var jeg slet ikke klar over at hifi også kunne være så tæt knyttet til musikoplevelse. Hidtil havde jeg blot set det hele som et spørgsmål om at spille højt, få det til at se flot ud, samt at virke imponerende på venner og bekendte. Det var en helt ny verden. I dag var det gået op for mig, at der i alle de mange CD´er, og måske endnu mere i LP´er, lå en guldgrube af hidtil uudforskede skatte. Hele det store udbud af klassisk, jazz og populær musik lå åben for mine fødder. Jeg kunnen blot række ud og tage imod tilbuddet. Pengene var ikke noget problem, i hvert tilfælde ikke lige foreløbig. Allerede på dette tidspunkt, havde jeg så småt overvejet om en del af pengene ikke skulle investeres i musik i stedet for apparater. Det nyttede jo heller ikke noget at bruge en mindre formue på et godt anlæg, hvis jeg kun havde mine 54 CD´er at spille på det.

Efter vi havde fortæret pølsemandens bedste og drukket et par liter Cola, gik vi tilbage til lytterummet. Man kunne tydeligt mærke at de store kasser havde hævet temperaturen et par grader, for der var godt lunt i lokalet. Vi startede med Dirty Straits på LP. Jeg kendte så udmærket musikken hjemmefra, men det her var absolut meget anderledes. Vi havde hørt pladen lige før med Hulfi forstærkeren - en meget sammenhængende og musikalsk oplevelse. Men her var der lige pludselig et nærvær og en ubesværet gengivelse, som samtidig afslørede en masse detaljer i musikken. Gnofflers guitar stod lyslevende med den rigtige hårde lyd når det skulle lyde hårdt, men samtidig var toppen silkeblød og trommerne stod fast og med god bund. Denne gang kunne mine jyske aner ikke holde mig tilbage: "Det var lige godt fandens!" udbrød jeg helt spontant. "Er der noget galt", spurgte Claus og Brian, som med én mund. De grinede fjoget, som om de lige havde snøret mig for en mindre formue. Vi lyttede lige til et par plader mere, og holdt så en kort pause.

"Hvad er det dog for nogle forstærkere", spurgte jeg, men kunne ikke vente på svaret. Jeg rejste mig og gik over til de to store skrumler, der udsendte en masse varme. Claus var fulgt med, og forklarede, at de var danske, ja faktisk var det nogle Steen og så nogle andre selv havde lavet. Der sad et lille skilt på hver af de to forstærkere: "DD 211 Single Ended Amplifier" stod der. Det blev jeg ikke meget klogere af. Claus fortalte, at DD stod for Danish Design, som det lille firma kaldte sig. "211" var typebetegnelsen på det store rør der stak op midt i hver af de to monoforstærkere. "Single Ended" var en betegnelse for den måde forstærkerne var opbygget. Jeg fik også forklaret en masse om alle de sorte rør og store kasser det var placeret rundt om på forstærkeren. Det hele var meget imponerende, men også komplet uforståeligt. Endnu mere forbløffet blev jeg, da Steen fortale mig, at det var en 20 Watt forstærker. Jeg blev vildt overrasket, kun 20 W! Så stor og så tung. Hvis ikke det var fordi, jeg lige havde hørt dem, så ville jeg på stedet have forkastet en sådan konstruktion og betegnet den som håbløs og helt uegnet her i 90´erne. Endnu værre blev det, da jeg hørte prisen. Kr. 30.000,- pr. stk. - der skal altså 2 til stereo! Steen fortalte, at de byggede forstærkerne på bestilling. Der var flere måneders leveringstid og betalingen var forud. På trods af disse betingelser var der nok at lave. Steen fortale mig, at de skam også lavede mindre forstærkere, til mere overkommelige priser.

Det var sidst på eftermiddagen da jeg fik revet mig løs. Claus havde lånt mig Pillonær Cd-spilleren, en lille Godthåb forstærker, 5 meter spraglet højttalerkabel og et fint sort signalkabel. Nu skulle der lyttes hjemme i stuen. Jeg havde igen tegnebogen fremme og kørte i taxa lige til døren. På vejen bankede jeg lige på døren ind til Benny og bad ham give en hånd med. Han så noget forbløffet ud, faktisk var han så chokeret over at se det fine grej, at han blev helt tavs. Det tog os kun få minutter at bakse apparaterne op på 3. sal, mens tilslutningen var en noget langsommere affære.

I forretningen havde de fortalt mig, hvordan jeg skulle vente til forstærker og CD var godt gennemvarme, men det havde jeg bestemt ikke tid til. I første omgang røg Pillonæren og den lille Godthåb bare ind på hylden - selv kablerne gad jeg ikke koncentrere mig om, de gamle var gode nok (troede jeg). Benny gav en hånd med, og efter den første overraskelse havde lagt sig, udbad han sig en forklaring på alt det nye udstyr. Ikke nok med at det var nyt, det var så sandelig også noget Benny havde respekt for og som han selv drømte om at kunne købe, når han engang blev rig. Han skulle bare vide, hvad den lille Hulfi havde sat i gang.

Meget hurtigt fik jeg sat Benny ind i tingenes tilstand. Han var om muligt endnu mere forbløffet over min nye status som rigmand og historien fra Audio Cunfusion havde han meget svært ved at tro på.

Endelig var der hul igennem, og vi satte Beagles nye Live plade på. Forsigtigt placerede jeg pladen i skuffen på den lækre sorte Pillonær. Forventningsfulde lænede vi os tilbage og ventede på drønet. Intet skete - absolut intet! Meget mystisk. Benny gik hen til CD-afspilleren - trykkede skuffen ud og med et smørret smil vendte han CD´en om. "Nu tror jeg det virker", sagde han og grinede højlydt. Jeg valgte at forbigå denne lille fejltagelse i tavshed - hvem kunne da også vide at Pillionær insisterer på at vende Cd-pladerne forkert?

Jo, nu virkede det. Lyden strømmede ud af højttalerne. Der var masser af detaljer, men meget hurtigt fandt vi også ud af hvorfor. Lyden var skarp, tenderede det ubehagelige. Der var maser af diskant og til dels også godt tryk i bassen. I længden var det dog ikke særligt behageligt. Det var dog tydeligt, at der kom meget mere musik igennem og mine højttalere havde aldrig lydt sådan før. Alligevel var der et eller andet galt. Benny kastede et blik på en stor pose, der ikke var blevet pakket ud. "Hvad har du her?", spurgte han. Nå ja, det var kablerne, dem havde jeg helt glemt. Igen begyndte vi at bakse med de tunge apparater. Det fine signalkabel blev forbundet mellem Pillonær CD-afspilleren og Godthåb forstærkeren. De tykke højttalerkabler havde lidt svært ved at sidde fast, men til sidst lykkedes det.

Denne aften, ja lige præcis på dette tidspunkt: lørdag aften kl. 18:23 blev jeg en erfaring rigere. Det tog kun ganske få sekunder at høre hvor meget anderledes det lød. Efter lidt længere tid kunne man fokusere på ændringerne, hvor det største nok var at hele lydbilledet klang mere afbalanceret og med en bedre sammenhæng mellem bund og top. Jeg var mildt sagt meget forbløffet. Denne aften gik det op for mig at hifi ikke blot er et spørgsmål om dyre apparater og masser af effekt. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om at sætte det rigtigt sammen. Lige præcis denne aften var det et spørgsmål om at få de rigtige kabler på.

Jeg blev også en anden erfaring rigere, men det var først flere timer senere. Benny var gået hjem på det tidspunkt, og jeg måtte på trods af alt det ny spændende udstyr se i øjnene, at der skulle en god nats søvn til. Digitaluret blinkede 03:11 da jeg fuld af aftenens indtryk fik tvunget mig selv ned under dynerne. Jo, lyden fra dette nye anlæg var helt afgjort bedre end den lille Hulfi, og uendeligt meget bedre end min XLZ-500. Men samtidig kunne jeg nu høre alle de fejl og mangler der var i mine højttalere. HiFi er altså ikke blot en hobby eller en fornøjelse, det er også skruen uden ende. Når noget bliver "godt nok" eller "fremragende", så vil der uvilkårligt være noget andet i kæden som bliver "dårligere" eller "elendigt". Jeg faldt hurtigt i søvn, men mine sidste tanker var helt klare: "du er fanget i en hvirvelstrøm og bunden er meget langt nede". Jeg kunne vælge at betragte det som et mareridt eller som indgangen til en helt ny verden - jeg valgte det sidste.

Om søndagen vågnede jeg et pænt stykke op ad formiddagen, men følte mig helt frisk. Efter er hurtigt bad samt et solidt morgenmåltid drog jeg ned til "Blomster Karen" og fik sendt en kæmpe buket blomster til Sonja. "Med mange tak for det rigtige lod" skrev jeg på sedlen. Senere måtte jeg se at følge op denne sag. Sonja var faktisk en meget sød pige, men jeg var ikke helt klar over hvad hun følte for mig. Helt fortabt i denne meget vanskelige problemstilling - kvinder er langt mere komplicerede end hifi - var der pludselig en som slog mig på skulderen. "Hej Viggo!". Jeg kom brat ud af min drømmeverden og kiggede op. Foran mig stod en stor fyr i sort lædertøj og blå styrthjelm. Min første indskydelse var at løbe så hurtigt jeg kunne......... men så gik det op for mig. Det var Brian, ham med motorcyklen nede fra Audio Confusion. "Nå fik du lyttet til de nye ting?" spurgte han, nu med hjelme i hånde som jeg kendte ham. Jeg var stadig lidt forvirret, men fik dog fremstammet et forsigtigt "Jo, det var helt OK". Det svar var Brian helt tydeligt ikke tilfreds med, så han bad mig om at uddybe det. Ca. 20 minutter efter trak jeg vejret dybt, hele min livshistorie var blevet oprullet på åben gade, og det var nok meget svært for mig at skjule begejstringen. En ældre dame gik forbi os og rystede foragteligt på hovedet. Det var helt tydeligt, at vi også skulle høre hendes mening: "Sådan et par dovne lømler, de skulle hellere se at bestille noget!".
Jeg kiggede på Brian og han kiggede forstående tilbage. Så grinede vi begge højt og skræmte endnu flere ældre damer. "Du, Viggo min motorcykel står lige her henne om hjørnet, hvad siger du til at komme en tur med hjem og høre lidt musik?" Den var jeg straks med på, hvad skulle man ellers gøre sådan en kedelig og kold søndag. Man kunne selvfølgelig gå i kirke eller søndagsskole, men de tanker var os meget fjerne. Noget uvant og en smule bange for hvad der ventede satte jeg mig op bag på den store Whonda motorcykel. Jeg havde ikke nogen hjelm, men Brian beroligede mig med, at han næsten aldrig kørte galt. "Hvis politiet dukket op, så kører vi bare fra dem", sagde han helt roligt, jeg tror han mente det.

Turen hjem til Brian gik som lyn og torden, med 100 kilometer i timen ad Nørrebrogade, ud og ind mellem bilerne, flere gange i venstre vejbane. Jeg klamrede mig til hvad der nu var at holde fast i og mente, at min sidste time var kommet. Endeligt kørte vi ned af en lille sidegade og ind i en baggård. Det var ikke ligefrem vild luksus der prægede omgivelserne. Vi trådte ind på en skummel bagtrappe og pustende fulgte jeg efter Brian op til 5. sal. På døren var der meget tydeligt afmærket med "TYVERIALARM - INDGANG PÅ EGET ANSVAR". Nedenunder var der et billede af en stor rottweiler - "GOLIATH BOR HER" stod der. Jeg tror man skulle være mere end almindeligt gal for at gå ind, uden at være indbudt. Jeg begyndte så småt at fortryde mit ja til denne uventede invitation.

Næppe havde vi nået at puste ud, før der lød et infernalsk spektakel på den anden side af døren. Lige et øjeblik troede jeg uhyret på den anden side ville bryde igennem døren, men der kom blot en stor bule. Brian åbnede og jeg trådte uvilkårligt et par skridt baglæns ned ad trappen. Larmen forsvandt lige så hurtigt den var kommet og ved synet af Brian blev rovdyret på den anden side af døren forvandlet til et kæmpe kæledyr, der lagde sig på ryggen og ville klappes. Jeg trådte forsigtigt nærmere, men der var ingen fare. "Han gør ikke noget," sagde Brian, "ikke så længe jeg er her, men du skal ikke prøve at komme uindbudt!". Jeg troede fuldt og helt på hvad han sagde. Brian gik hen til væggen og trykkede på nogen knapper - "Nu kan vi godt gå ind", sagde han. Tilsyneladende var det hele sikret som Fort Knox, nu manglede vi bare at se guldbarrerne.

Det var ikke guld, men om så det havde været, kunne det ikke ha' imponeret mig mere. Pludselig forstod jeg bedre alle sikkerhedsforanstaltningerne med tyverialarm og den nu meget kærlige og helt ufarlige Goliat der slikkede mig på hånden. Brians stue på ca. 5 x 8 meter var helt og aldeles fyldt op med hifi udstyr, plader, CD´er et sæt kæmpe højttalere og et virvar af kabler der snoede sig over gulvet. Der var et syndigt rod, pladehylstre, hifi-blade, CD´er samt underlige elektroniske dimser flød over det hele. Underlige apparater stod i mere eller mindre adskilt stand og ledninger stak ud til alle verdenshjørner. Midt i alt rodet fik jeg øje på en lille Hulfi, samme type som den jeg havde lånt af Benny - også den var skilt ad og underlige ting var proppet ned i kassen.

Hvis der var meget udstyr som flød på gulvet, så var det for intet at regne mod det der stod på hylderne langs endevæggen. Et hav af underlige apparater, nogle af dem halvt adskilte, men alligevel med strøm på. Mange var helt tydeligt hjemmelavede og diverse funktioner var markeret med små stykker dymo-tape. Jeg trådte forsigtigt nærmere - uden at træde på noget - og fik øje på nogle små lysende rør i flere at apparaterne. Tilsyneladende stod det hele bare tændt, selv om Brian ikke var hjemme. På gulvet lige bag de to store sorte højttalere stod nogle kæmpestore kasser ca. 50 x 50 cm i grundflade. De var fyldt med underlige blå øldåser og store firkante sorte tingester. Mest imponerende var dog nogle store lysende kolber der udsendte en voldsom varme. Man fornemmede også en let snerren samt en meget speciel aura og duften af ozon. Kassern udstrålede en magt, som om der var tale om et helligt skrin. I så fald var Brian meget heldig, for han havde hele to af slagsen.

Mens jeg gik rundt og kiggede tog Brian en af de gamle sorte Lp-skiver og placerede den på en kæmpemæssig stor pladespiller. Den havde en masse slanger og tråde, som stak ud til alle sider. Hvordan man i det hele taget fandt ud af at betjene den var noget af en gåde. "Sæt dig ned", sagde Brian, "så henter jeg en øl til os". Jo tak, det var nok lige det jeg trængte til, efter den voldsomme køretur, alle trapperne, hunden der nær havde ædt mig, og nu denne hifi-hule med sit imponerende udbud af eksotiske apparater. Det var næsten for meget. Jeg flyttede lidt rundt på nogle blade samt et par CD´er og satte mig til rette i en ældre sofa strategisk placeret foran de store sorte højttalere. Alle enhederne var fuldt synlige, nogle var gule, andre sorte og i toppen var der en underlig aflang blank tingest. Brian kom ind med to kolde bajere og vi skålede. "Hvad vil du høre?" spurgte Brian. I mellemtiden havde jeg rodet lidt rundt i bunkerne og fundet Beagles Live frem - nøjagtigt den plade jeg havde hørt aftenen i forvejen.

Brian to pladen, og gennemgik en nærmest rituel renselsesproces. Først fik pladen en tur, derefter den meget fine Køtzu pickup og sidst men ikke mindst blev en stor rund tingest placeret midt på pladen. Aet hele foregik med en næsten nervepirrende og grundig langsomhed. Det her krævede så sandelig tålmodighed. Der var kun en let snerren i lokalet, måske fra højttalerne, eller måske var det ude fra køkkenet.

Pludselig skete det......

Jeg var noget bedre forberedt denne gang, men alligevel var jeg bestemt ikke forberedt på denne oplevelse. Højttalerne spillede ikke, de sagde faktisk ikke en lyd! Nej, pludselig stod der bare langt bag ved et lyslevende orkester i kød og blod. Jeg lukkede øjnene og blev svimmel. Det var værre end rutschebanen på Bakken. Tvunget af omstændighederne åbnede jeg øjnene igen - det andet var for uhyggeligt. Der blev ikke spillet særligt højt, men alligevel hørt jeg simpelthen ALT og bassen kom pludseligt og helt uden forvarsel. Den fyldte hele rummet, men igen med denne fornemmelse helt fri af højttalerne, der bare stod der fuldkommen umotiveret og fyldte op midt i stuen. Jeg havde bestemt fået varmen, og tørrede sveden bort fra panden. Da musikken sluttede tog jeg en ordentlig slurk af min øl, den forsvandt som dug for solen. "Nå du var nok tørstig", kom det tørt fra Brian. "Vil du ha´ en til?". "Jo tak", fik jeg fremstammet.
Da Brian gik ud i køkkenet slog en tanke ned i mig. "Det her skal Benny høre". Brian var helt med på idéen og hurtigt fik jeg fundet hans telefonnummer frem. Heldigvis var Benny hjemme. Han var dog noget fraværende - noget med øl og fest hele natten. Hurtigt fik jeg forklaret ham hvad det gik ud på, og min begejstring var helt sikkert ikke til at skjule. "Jeg er der om 10 minutter", sagde Benny, efter han havde fået adressen.

Med vilje havde jeg ikke fortalt noget om Goliat, så Benny fik et ordentligt chok, da han bankede på døren. Brian måtte holde den voldsomt ophidsede hund tilbage, mens jeg stod og grinede. Hurtigt fandt Goliat dog ud at, at Benny var lige så fredelig og velkommen som jeg. Helt hvid i hovedet trådte Benny ind i stuen - han kunne ikke blive mere hvid, så derfor skiftede ansigtet nu farve til noget nær lyseblåt. Han blev stående i døråbningen og lod øjnene glide rundt i stuen. "Sælger du ud af det, eller er det dit eget?" spurgte han lettere benovet og tydeligt imponeret.

Så småt fik Benny besindelsen tilbage og fik sat sig ned i sofaen. Dog kun for en kort bemærkning. Han lagde en pæn stak Cd’er på bordet og gik så hen mod anlægget. Tilsyneladende var nu helt kommet sig og kiggede nysgerrigt på alle de spændende ting. Han bukkede sig ned og knipsede med kendermine på højttalermembranerne. Bagefter slog han på højttalerkasserne - hvorfor ved jeg ikke - men der skete nu heller ikke ret meget. Han gik over til pladespilleren og kommenterede sådan nærmest for sig selv: "Guldmund med Porsel tangentialarm og Køtzu Black - ikke dårligt, ikke dårligt".
Brian tog bunken op og kiggede på pladerne. Som om han skulle tænke sig om i meget lang tid, svarede han på Bennys spørgsmål, "Jo, det er mit eget det hele, men noget af det er til salg, hvis du er interesseret". Han pegede over mod bunken af halvt adskilte apparater, "De skal bare lige fikses først".

Benny der var ved at kigge nærmere på de store effektforstærkere kastede et blik på bunken. Nederst fandt han noget, der tilsyneladende havde hans interesse. Et kæmpeskrummel af en pladespiller kom frem i dagens lys. Hvis Benny havde tænkt sig at købe den så var fremgangsmåden helt forkert. Øjnene strålede som små stjerner og han nærmest savlede. "En god gammel Thorsen TD 124 fra tilbage i 60´erne". Der var ikke nogen kasse på, og ledninger stak ud i bunden. Arm og pickup var der selvfølgelig heller ikke, men alligevel opførte Benny sig som min mor ville have gjort det ved udsalget hos Dalle Valle, og hun var kommet først i bunken med minkpelse til 19,95.
Helt ovre i hjørnet fandt han en anden endnu mere underlig pladespiller. Den så meget gammeldags ud, men det gjorde kun Benny og Brian endnu mere begejstrede. Der var tilsyneladende et eller andet jeg slet ikke forstod.

Efterhånden følte jeg mig lidt udenfor. "Skal vi ikke høre nogen af de plader, du har haft med?", spurgte jeg.
Hverken Benny eller Brian var tilsyneladende interesseret i musik. Det virkede som om de havde masser af tid. Det her med tålmodighed må være en del af hifi-kulturen tænkte jeg. Det var noget af det samme jeg havde oplevet ned hos Audio Confusion. Ingen havde travlt, alle var afslappede. Nåede man det ikke i dag, så måske i morgen.

Jeg gav op og gik over for at kigge med på dette tilsyneladende vidunder. Brian havde fjernet den meget tunge pladetallerken og nedenunder afslørede der sig et sindigt arrangement med en kæmpestor motor. Der var også et gummihjul, som trak på indersiden af tallerkenen. Brian fortale at det var et meget gammelt princip, men også robust og velfungerende. Den så også meget gammeldags ud med underlige runde former og en sortmalet topplade i et lyst trækabinet. I venstre side sad en underlig dims, der lignede en vindueshaspe eller sådan noget. Brian fortalte, at den var til at skifte hastigheden med. Den var skam meget fin, og kunne køre mange år endnu - og så var den oven i købet dansk - Mørke stod der med underlige bogstaver. Brian fortalte, at man kunne få en arm af samme fabrikat, som passede perfekt til pladespilleren. Bennys øjne lyste, men på en eller anden måde var han nu nok klar over at det ikke rigtigt kunne lade sig gøre - han manglede pengene. "Hvad med dig Viggo?", spurgte Brian, og kiggede på mig, "Skal du ikke ha´ en pladespiller?" Jeg kiggede vantro på den underlige halvt adskilte maskine på gulvet. At der nogen sinde skulle kunne komme musik ud af den, var helt utænkeligt. Jeg var så sikker på mig selv, at det uden videre fløj ud af mig "Jo, det var måske en god idé, men så må du også få den samlet og spilleklar med arm og pickup". Brian og Benny smilte bare på den der underlige måde. "Men vi skal selvfølgelig også lige finde ud af prisen", fik jeg tilføjet. At jeg slet ikke havde nogen Lp-plader spekulerede jeg slet ikke på.

Endelig fik jeg Benny væk fra bunken af mere eller mindre defekte apparater. Han satte sig ned i den korrekt placerede sofa og musikken startede. Det vil sige MUSIKKEN startede, ikke noget bulder, heller ikke nogen skingren og slet ikke en lyd fra højttalerne. Næ, de stod såmænd bare og så helt anonyme ud, som de havde gjort det før. Musikken opstod bare 2-3 meter bag dem bredt ud langs hele endevæggen. Benny var selvfølgelig vildt imponeret, men jo flere af hans plader vi spillede, desto mere tavs og indelukket blev han.

Ud på aftenen trak vi os tilbage og på vejen hjem var Benny mildt sagt noget stille. Lige inden vi nåede gadedøren kiggede han på mig, "Hvor var det du havde købt de der lodder?" spurgte han. Jeg forventede næsten at han også ville spørge mig, hvordan man vandt, men han rystede bare på hovedet. "Jeg kommer op og henter min Hulfi i morgen", sagde han og vinkede farvel.

Kvinder og hifi!
Frisk og med masser af gå på mod mødte jeg næste morgen på arbejdet. Faktisk kom jeg næsten 10 minutter for tidligt, hvilket så afgjort hører til undtagelserne.

For en god ordens skyld havde jeg taget morgenbrød med og alle kom hen og klappede mig på skulderen - misundelsen lyste dem ud af øjnene. "Du skal købe skibsanparter" sagde chefen, "Nej du skal lægge pengene til side til du bliver gammel" sagde frk. Olsen. Hun er 59, ugift og bor hos sin mor!
Sonja kom hen og ønskede mig tillykke. Samtidig takkede hun for blomsterne. Hun rødmede tydeligt da hun tog min hånd. "Jeg håber du vil bruge pengene til noget fornuftigt og ikke blot smide det hele væk i byens blomsterbutikker". Det var mit kodeord. "Nej..., jeg havde såmænd også tænkt mig at bruge lidt i byens restauranter, hvis du vil være så venlig at hjælpe mig?"
Først rødmede hun endnu mere, men så tog hun mod til sig "Jo tak det vil jeg da meget gerne Viggo", hviskede hun. Vi aftalte at mødes efter arbejdstid.
Godt nok er mandag nok ikke den bedste dag at gå ud, men til gengæld var det meget nemt, at få et bord på byens fineste restaurant. Frisk fra badet og med vandkæmmet hår hentede jeg Sonja kl. 18.00. Hun havde tydeligvis også været i gang med hele arsenalet af diverse præparater. Jeg kunne knap nok kende hende - hvem var den steg jeg havde inviteret ud? Alene alle de forførende dufte var nok til at slå benene væk under mig. Med åbne øjne blev jeg blændet af hendes skikkelse, der normalt var skjult i et par lange bukser.

Trods min åbenlyse nervøsitet og noget kluntede opførsel - jeg var jo vant til, at grøntsagerne skulle være gennemkogte - gik det nu meget godt. Vi havde en hyggelig aften med god mad (og hårde grøntsager) samt en fin årgangsvin - alle tanker om musik og hifi var meget langt borte. Nu skulle der handles: "Øh, skulle vi ikke gå hjem til mig og få en lille kop .. du ved nok, måske, altså du kunne også se mine frimærker?" Sonja var så absolut ikke interesseret i frimærker, men hun ville alligevel meget gerne med hjem.

Da vi gik op ad trappen, kom jeg pludselig i tanke om det kæmpe virvar jeg havde efterladt. Efter min hurtige omklædning flød hele stuen med tøj. For slet ikke at tale om tomme papkasser og Cd’er spredt ud over det hele. Gode råd var dyre. "Du Sonja, jeg har lige haft besøg af min fætter fra Jylland, du ved sådan et rigtigt rodehoved - jyder er så sjuskede". Hendes ansigt viste stor forståelse og jeg så et kærligt blink i hendes øjne, da hun helt tørt bemærkede: "Jo, du har da helt ret, og for resten så kommer jeg fra Vejle!”.

Jeg kunne ha' bidt tungen af mig selv, men nu var det for sent. Vi var fremme og jeg åbnede døren ind til alt rodet. Med et hurtigt spark sendte jeg en stor bunke tøj ud i badeværelset og lukkede hurtigt døren. "Vær så god at komme indenfor skønjomfru". Jeg måtte vise mig fra den galante side og tog helt efter bogen Sonjas jakke. "Ih tak, skal du have", smilte hun til mig "men hvis du tror jeg er jomfru, bliver du nok skuffet". Mine ben eksede under mig, det her var næsten for meget. Her var jeg en holden mand, lettere beruset, men ikke for meget. Det var en mandag aften og klokken var kun 22.00. I min lejlighed befandt sig også en dejlig ung og tilsyneladende fræk og indladende pige.

"Gå du bare ind i stuen, så skal fikse en drink til os". Næppe var jeg nået ud i køkkenet før et forskrækket råb inde fra stuen, rev mig ud af mine drømme. "Hvad er det her!" Hurtigt tænkte jeg mulighederne igennem. Det kunne være resterne af min morgenmad på sofabordet, eller et par gamle sokker i sofaen, eller alternativt den halvt bortrådnede potteplante fra moster Magda. Som et lyn, var jeg inde i stuen, forberedt på lidt af hvert.

"Hvad er det for nogle grimme skrumler, du har stående her midt i stuen", spurgte Sonja, mens hun tilsyneladende meget uforstående pegede på mine højttalere. "Du kunne da i det mindste rykke dem ind til væggen, så de ikke fyldte så meget - og hvad er det for nogen hæslige ledninger, der løber hen over gulvet, de passer jo slet ikke til tapetet!". Hun smilede på en underlig måde og blinkede til mig, som om det var en slags hemmelig kode.
Jeg var lamslået - meget havde jeg ventet, men ikke dette udbrud af åben mishag. Der stod jeg med to glas og en flaske Whisky, så helt naturligt valgte jeg det eneste rigtige svar, "Vil du ha' en Whisky, jeg har også isterninger?" Sonja kiggede på mig, "Jo tak, men så må du altså også lige forklare mig, hvad alt dit isenkram er for noget".

Jeg åndede lettet op, reddet på målstregen, troede jeg. Næppe havde Sonja taget det første lille nip af sit glas, før hun igen foldede sig ud, "Hvorfor passer tingene ikke sammen, og hvorfor skal der være så mange apparater?" Spørgsmål kom på en underlig måde og igen var det som om der lå et eller andet uudsagt bag. Denne gang valgte jeg slet ikke at svare, men gik blot over og satte lidt blid romantisk musik på - du ved sådan noget med smægtende fioliner og bløde undertoner. "Det skal heller ikke være der alt sammen," sagde jeg, "Noget af det er til salg, og noget af det har jeg har lånt". Sonja kiggede mig dybt i øjnene og det svimlede for mig. Efter hvad der syntes som minutter løsnede jeg mig fra hendes favntag og trak igen vejret. Langsomt kunne jeg mærke hvorledes varmen fra spiritussen spredte sig i kroppen.

Nåh, men for at gøre en lang historie kort, så forstummede al snak om hifi, og i stedet så vi hinanden dybt i øjnene kun afbrudt af lidenskabelige omfavnelser og hede kys. Aftenen endte i soveværelset helt efter mine forventninger. Men det hører til privatlivets fred, og er således helt overladt til læsernes egne beskidte fantasier. Blot kan jeg røbe, at såvel jeg som Sonja den efterfølgende tirsdag morgen ringede til chefen og meldte os syge - vi havde hverken tid eller kræfter til at gå på arbejde!

Et pænt stykke op ad formiddagen blev jeg vækket af Sonja, "Jeg tror ikke din CD-afspiller virker", sagde hun. Noget forvirret og stadig ør efter nattens oplevelser, fik jeg rystet hjernen på plads og gang i tankevirksomheden. "Du skal vende Cd’en om", forklarede jeg. Hun så på mig, som om jeg var gal, men kyssede mig på panden "God morgen og for resten så har jeg lavet kaffe". Sådan skal det være, tænkte jeg, hun står op og laver kaffe til mig. Da jeg hørte de rytmiske toner af Bruce Jumpsteen inde fra stuen kunne jeg tilføje: "og vækker mig med god musik". Musik? - hvordan kunne det lade sig gøre, jeg havde slukket for alle apparaterne dagen i forvejen og ledninger var vist nok også pillet ud - hun kunne da umuligt finde ud af sådan noget?

Lettere fortumlet vaklede jeg ind i stuen. Sonja sad i min bedste stol lige foran højttalerne. Kaffekoppen havde hun i den ene hånd, mens hele bordet var fyldt med CD-plader sorteret i en eller anden for mig totalt uforståelig orden. ”Det er nu ikke helt så galt. som jeg troede” sagde hun. Jeg tænkte kun på den foregående nat og var ikke helt klar over hvad hun mente ”Nå ja” fik jeg fremstammet ”Det var da en helt god nat og du er da også fantastisk dejlig”.

”Dit fjols” kommenterede hun, og jeg blev endnu mere forvirret ”Det er dit anlæg jeg taler om”. Hun rejste sig og gav mig et stort knus ”Det må du se at få gjort noget ved det, for de der højttalere er da slet ikke til at holde ud. Ikke alene er de store og grimme, de lyder også forfærdeligt”. Langsomt begyndte min hjerne at komme i omdrejninger og jeg måtte have lignet et stort spørgsmålstegn. ”Jeg synes nu det går meget godt” sagde jeg. ”Faktisk er det meste af det næsten nyt og jeg har fået det til at lyde meget bedre end for bare et par dage siden”. Jeg var godt klar over at det her nok var lige i overkanten, for helt sikkert var hun ikke interesseret i den slags. Jeg skulle dog blive klogere, for i stedet for at modsige mig, gelejdede Sonja mig blot over i sofaen, hvor vi satte os og nød musikken samt den gode kaffe. ”Kan du huske jeg fortalte dig at jeg kom fra Vejle?” spurgte hun. ”Jo, det var det der med Jyderne og sandheden” svarede jeg. ”Ja, nemlig.” igen det der uudgrundelige smil, som katten der havde slugt kanariefuglen. ”Min far havde den største hifi-forretning i Vejle og jeg er vokset op med den slags elektronik, ja det nærmest ligger i blodet”. Den måtte jeg lige have en gang til –”Hva..!” udbrød jeg. ”Jo, ser du. Hifi er bestemt ikke noget ukendt for mig. Min far havde nok noget der må betegnes som det mest eksklusive udstyr i Vejle og desuden drev han os alle sammen til vanvid med hjemmebyggede højttalere på størrelse med garderobeskabe og kæmpe forstærkere som fik alle sikringerne til at gå hver aften. Det skete tit at vi pludselig sad i total mørke, midt under de mest spændende film i TV”.Nu smilede hun på en helt anden måde, varmt og meget kærligt ”Det bedste jeg husker er dog al den megen musik vi hørte. Far var mest til Jazz, min mor spillede Opera og min storebror var mere til Beatles og Rolling Stones.”