EXtraordinær vellyd

Med EX-serien får Pioneer ægte high-end ud af professionelle enheder med beryllium, magnesium og aramid – det hele samlet i et kabinet så flot at det nærmest er en hifi-skulptur.

Pioneer S1-EX-QL
Pris: ca. 60.000,- kr sættet

 

For langt de fleste vil Pioneer være lig med store fladskærms TV, surround forstærkere i den tunge ende eller DVD-afspiller med et væld af faciliteter. Hvem tænker på Pioneer og højttalere? Tja, hvem tænker i det hele taget på japanske højttalere, hvis det skal være rigtigt seriøst? Nok ikke mange, men ikke desto mindre er udvalget stort. En del befinder sig i de lavere prisklasser, hvor det det mere er kvantitet end kvalitet der gælder, men der findes skam ægte high end højttalere fra Japan.

Næste spørgsmål kunne så passende være: ”Hvor mange kender TAD?” De der er til små single-ended koblede rørforstærkere og samtidig er kommet et skridt videre end JBL, Altec og hvad der nu ellers findes, når måske til TAD. Det vil sige, hvis ellers deres tegnebog kan følge med. TDA – Technical Audio Devices – er den professionelle afdeling af Pioneer, som laver højttalere i den absolut dyre og dejlige ende. Enhederne finder ofte vej til studieudstyr eller hos entusiaster der ikke skyr nogen midler og for hvem en følsomhed på 108-110 dB bare lige er sagen.

TAD blev stiftet for mere end 30 år siden som Pioneers afdeling for professionelle enheder til studie brug. Bart Locanthi, kendt for udvikling af enheder for Altec og JBL blev hentet ind og skulle nu designe de første enheder. Målet var at udvikle en teknologi, der kunne hamle op med eller overgå de andre store på markedet. TAD må siges at have haft succes og nået deres mål. De unikke kompressionsdrivere med beryllium membraner anvender alnico eller neodym magneter. I programmet findes også avancerede bas og mellemtonedrivere med karbon imprægnerede membraner og massive alnico magneter. TAD anvendes i nogle af de bedste og største studier I verdenen, f.eks. Radio France og Skywalker ranch (kendt for THX og Star Wars). Rygterne vil vide, at den kvalitetsbevidste Neil Young anvender et TAD horn system som reference monitor.

Internationalt samarbejde
Pioneer S1-EX-QL er meget kort beskrevet topmodellen i den nye EX serie. En lidt længere forklaring er, at det drejer sig om en højttaler fra japanske Pioneer/TAD, udviklet i Frankrig og senere checket og finjusteret i England, for til sidst at blive produceret i Kina. Måske en lille forsmag på, hvordan der fremover skal laves højttalere, hvis man skal kunne konkurrere på et marked, hvor det hele tiden bliver sværere og sværere at sælge gode højttalere.

EX serien omfatter også en mindre standermodel S2-EX næsten lig med den store gulvmodel, men kun med én bas. Endelig er der den meget store centerhøjttaler S7-EX, som i praksis svarer til S1-EX, men lagt ned. Vi valgte dog udelukkende at koncentrere os om S1-EX-QL, der er en stor og tung gulvhøjttaler i en fornem finish. QL betegnelse viser at denne var med lys birkefiner på siderne, men den findes også i en mørk udgave.

TAD lancerede i 2003 deres første færdige højttaler under eget navn. Indtil da var det ”blot” højttalerenheder. Den store TAD Model 1 anvender en 4” koaksial enhed med beryllium i såvel mellemtone som diskant. TAD har arbejdet med beryllium membraner i mange år – det vil sige også før andre producenter slog det op som noget specielt.

I Pioneer S1-EX anvendes en let neddroslet version af den samme koax-enhed. Her er mellemtonemembranen lavet af magnesium, som det f.eks. også kendes fra de dyre Excel enheder fra Seas. 30 mm domen i midten er dog beryllium, lige som TAD topmodellen.

Basområdet klares af 2 stk. 8” enheder, som bestemt ikke behøver at skamme sig. Membranen er støbt ud i ét stykke – altså ikke nogen pålimet centerdome. Materialet er et mix af aramid og kulfiber.

Kabinettet er en hel historie for sig selv. Her siger billederne mere end en masse ord, men tro os – de her højttalere er tunge. Visse steder er kabinet tykkelsen mere end 10 cm og oven i dette kommer hele den buede ovale konstruktion. Slår man på toppen, lyder det hele da også som en massiv stolpe, som via de kraftige fødder og spikes er boltet fast til gulvet.

Pioneer S1-EX måler 130 x 42 x 62 (HxBxD) inkl. foden som stikker lidt ud bagtil. Vægt ca. 64 kg.

Et kig indenfor
TAD enhederne er noget af det lækreste vi længe har set. Kraftige støbte chassiser og bløde former samt masse af plads til udluftning bag enheden. Der er frit udkig ind til de store svingspoler og et kæmpe hul på bagsiden til udluftning bag svingspolen. Her kommer den begrænsede størrelse af neodym magneten til sin fulde ret. Umiddelbart har vi ikke set lignende siden vi fik et kig på de nyeste neodym enheder fra tyske Accuton.

Den samme opbygning gør sig gældende i den lille 4” koax, bare endnu mere kompliceret i kraft af domen i midten. De 2 sæt ledninger sidder i hver sin side, men også her er der frit udsyn til svingspolen.

Begge delefiltrene – for der er 2 - er hardwired. Det vil sige ingen print men en solid mdf-plade og lodninger hele vejen. Dette gælder også forbindelserne til enhederne – godt nok er der kabelsko, men de er loddet efter samlingen. Der deles ved 400 Hz og 2.000 Hz med henholdsvis et 3. og et 2. ordens elektrisk filter. Til de øverste delefrekvenser anvendes luftspoler, mens der i forbindelse med basserne er 2 store 3,2 mH spoler, som har en mindre lamineret jernkerne. Kondensatorerne til mellemtone og diskant er en polypropylen typer mærket ”Spirit” og alle modstande er højeffekt med små metalkølefinner.

Den solide fod har justerbare spikes og vender man højttaleren på hovedet, ser man at det hele er dæmpet med strategisk placerede gummiplader. Gennemtænkt og mildt sag nydeligt!

Sådan gjorde jeg
Højttalerne blev i første omgang placeret ca. 60 cm fra bagvæggen (målt fra forpladen), men røg senere godt 1 meter frem i lokalet. Primært blev der anvendt med en Accuphase A60 effektforstærker, men også effektmæssigt mindre forstærkere med 300B rør samt den lille Lehmann Stamp var ind over. På kabelsiden har der været anvendt NLE, Jorma No.1 samt Synergistic Research Resolution Reference. Flere signalkilder har været ind over – primært en masse LP, idet højttalerne blev flittigt benyttet i forbindelse med en kommende pick-up test.

Nemt og umiddelbart
Først og fremmest kan man sige at Pioneer S1-EX er nem at leve med. Det er en glat og meget velkontrolleret højttaler, som man meget hurtigt bliver rigtigt gode venner med. Måske fordi den i høj grad formidler i stedet for at fortolke. Dette skal forstås derhen, at højttalerne i høj grad magter at skifte fra det lidt kedelige, når man lytter til en dårlig FM-station og til det formidable, når der kommer en rigtig god optagelse på pladespilleren. Den prøver altså ikke at gøre tingene pænere eller mere spændende end de er. En afgjort god ting, hvis ikke man ønsker at blive lyttetræt, fordi højttaleren har sin egen måde at fortolke på.

På samme måde magter den også at vise forskellene på de effektforstærkere vi prøvede og så absolut at udnytte de dyder disse besad. Netop her oplevede vi med rør, at højttalerne skiftede karakter mod det mere livlige og meget nærværende. Der kom lidt mere ”farvelade” på opefter og alt var mere spændende, men til gengæld ikke så stramt og nøgternt. Bunden manglede lidt af den kontrol vi havde vænnet os til. Om man foretrækker det ene eller det andet er en smagssag. Men en god rørforstærker vil så absolut også kunne gøre det godt med Pioneer S1-EX.

Lyden af ingenting
Diskanten er lyden af ingenting. Man sidder helt uvilkårligt og siger at der mangler lidt diskant, men så pludselig så er den der. Et slag på et bækken, en klokke eller triangel – så står den der lyslevende og klinger korrekt ud i optagerummet, hvis optagelsen ellers magter det.

Blot er toppen der kun, når den skal være der. Man kan også sige at den evner at lyde af metal – altså den metal der er i instrumenterne, uden at tilføre eller springe noget over. Den er nøgtern, glat og utroligt afslørende. I testperioden lyttede vi også til rigtigt mange pickupper og et par forskellige RIAA-forstærkere. Det var intet mindre end en fornøjelse at opleve, hvordan Pioneer S1-EX nærmest med det samme afslørede de forskellige højfrekvensegenskaber. Men ikke alene det. Der blev hele tiden fokuseret på det musikalske og toppen virker i høj grad mindre mekanisk og mere naturlig end stort set alt andet vi har oplevet. Kort sagt er gengivelsen af de øvre oktaver i referenceklasse.

Øvre bas er lidt høflig når det drejer sig om hurtige anslag. Store mere voluminøse udladninger som f.eks. pauker eller stortrommer klares ok, men selve forkanten og trykket i den øvre bas er lidt tilbageholdende. Hvis man spiller meget højt – hvilket højttalerne absolut magter – kommer der lidt mere af monitor kvaliteterne frem. Bassen hugger godt og noget af det fyldige i bunden undertrykkes.

Bunden går pænt langt ned og umiddelbart er der bestemt ikke behov for en sub-woofer. Med mindre man har et meget stort rum, er der rigeligt output nedefter. Med andre ord er der en fast og kontrolleret bas, dog mere domineret af de laveste frekvenser og ikke så meget tryk i den øvre bas. Man kan også sige den lyder mere af de 2 små basser end f.eks. en typisk 12” eller 15” der kan aflevere et slag i mellemgulvet. Her har vi en mere fyldig og rund bas, som er nem at lytte til. Det solide kabinet må også spille ind, for der er absolut ingen vibrationer at spore selv ved høje lydtryk.

Totalt set må jeg sige, at det går forbavsende godt i hele det dybe område, selv om der jo er tale om et reflekssystem med de ulemper og fordele det så medfører. Pioneer S1-EX må siges at høre til blandt de bedste reflekssystemer undertegnede har oplevet. Der er ingen umiddelbare tendenser til buldren og betoninger og placeringen af højttalerne er ikke så kritisk, som det tidligere er oplevet i samme lytterum.

Hvad den dybeste bas angår, så kommer de subsoniske bidrag ved f.eks. radioavisen klart igennem, når der bladres i papirer eller lignende. Placering bestemmer også om der skal være tryk i den øvre bas eller mere output i bunden. Faktisk kan man sige at højttalerne er meget placeringsvenlige og i nødstilfælde kan placeres tættere på væggen end normal. Det vil dog gå lidt ud over de allerdybeste frekvenser, som kommer bedre til sin ret med en placering længere fremme.

En let tilbageholdende mellemtone
Nu har været inde på bund og top, men hvad så med det vigtigste af det hele – mellemtonen? I forhold til kendte små mellemtoner med magnesium membran – f.eks. Seas Excel W15 - er der bestemt ikke noget at indvende. Alligevel er det i dette område at der savnes lidt åbenhed og hul ind til musikken. Anderledes formuleret kan man også sige at budskabet ikke kommer rigtig ud i rummet – altså der hvor man lytter. Umiddelbart er det ikke fordi der mangler noget, men alligevel står hele mellemtoneområdet lidt i kontrast til de åbenlyse kvaliteter opefter. Den store TAD M1 har jo også beryllium i mellemtonen, så måske det er det der skal til? På den anden side kan man også mistænke selve koax-kontruktionen for at bidrage lidt med denne specielle lyd.

I praksis betyder det, at tingene ikke gengives så stort og fyldigt i det egentlige mellemtoneområde. Der holdes lidt igen og der lukkes ikke op for store kor eller hvis der rigtig arbejdes med den elektriske guitar. Det hele er en lille smule for pænt. Er der tale om en enlig akustisk guitar eller sangstemme, så går det straks langt bedre. Her falder det hele på plads rent tonalt, men rent dynamisk savnes der lige den sidste snert og kant på gengivelsen. Absolut pænt, men ikke de samme umiddelbare kvaliteter som når vi snakker det egentlige diskantområde eller for den sags skyld andre rigtigt gode højttalere i samme prisklasse.

Musik
Som nævnt var der en del LPer ind over. Den gode gamle plade med Rugsted og Kreutzfelt fik lov til at spille – højt vel at mærke. Der er et godt drive og en umiddelbar friskhed og frihed over gengivelsen. Disse højttaler har et overskud og en frigjorthed, som skinner igennem, selv når der bliver smidt en masse effekt i dem. Stemmerne stod meget præcise i lydbilledet og hele det dynamiske aspekt stod fornem og gjorde at man uvilkårlig sang med på de gamle slagere.

En anden af de sorte skiver var Susanne Vegas debut plade af samme navn. Der er flere eksempler på en lettere aggressiv akustisk guitar og der lægges ikke nogle fingre imellem. Godt nok kan man sige at de dynamiske aspekter i det egentlige mellemtoneområde – altså stemmen – glatter noget ud. Men det går bestem ikke ud over guitarerne, som på denne plade bare skal lyde sådan rigtig fremme i lydbilledet. Dynamisk og medrivende – musik er jo lig med dynamik.

En anden slags dynamik med masser af detaljer finder man på indledningen til det 2. nummer fra cd’en Moon Water med dahl/andersen/heral (STUCCD 03132). Gengivet ved noget der nærmer sig realistisk niveau åbner lydbilledet ind til et fantastisk rum bag højttalerne. Samtidig er der denne overraskende ja næsten chokerende dynamik. Man kan næsten fornemme at TAD er vant til at lave horndrivere og har tilstræbt lidt af de kvaliteter i S1-EX. Samtidig er der et væld af detaljer og den umiddelbare korrekte gengivelse af hele overtonespektret. Vi spillede denne plade for mange der var for at høre højttalerne og alle var meget hurtigt overbevist om højttalernes kvaliteter.

Mere rum fik vi fra HF ref. CD 39, track 7 – Preisner/Love. Her er det en sprød kvindestemme langt tilbage i rummet og en nærmest svævende top suppleret med god bas. Via Pioneer S1-EX får det hele et ekstra nærvær og musikken forekommer mere umiddelbart præsent bag højttalerne.

Videre til HF ref. CD nr. 63, track 5. Kristian Jørgensen Quartet/The Mill lægger ud med en meget nøgen optagelse af et piano som står nærmest lyslevende bag højttalerne. Attakket er rigtigt godt fanget i optagelse og højttalerne gør så absolut også sit til at befordre realiteten. Efter et øjeblik kommer resten af orkesteret ind og det meget komplekse lydbillede skilles fornemt ud af S1-EX. Ikke noget med at rode eller blive aggressiv. Nej her lukkes der bare endnu mere op for godteposen.

Endelig gik jeg tilbage til de sorte plader og fandt en klassiker frem. Muddy Waters / The Folksinger på 200g vinyl. Good Morning School Girl var om muligt endnu mere nærværende og medrivende end vi har hørt det før. Til gengæld kan man så indvende at rummet ikke blev gengivet så dybt og bredt som vi har oplevet det. Til gengæld var der den typiske plasticitet og 3-dimensionalitet som gør det til noget specielt at spille rigtigt gode LP-optagelser. Her levede S1-EX op til det bedste den formåede. Kort sagt en gengivelse af meget høj klasse.

Konklusion
Man kan undre sig lidt over at Pioneer lancerer S1-EX som en del af deres ”home cinema” serie, for der i høj grad tale om en ægte high-end højttaler. Oven i købet en særdeles god en af slagsen. At den så også er velegnet i forbindelse med hjemme bioen, er der bestemt ingen tvivl om.

Flere producenter har på det sidste lanceret enheder med beryllium membran. TAD har benyttet beryllium længe og de er gode til det. Den fornemme koaksiale enhed er godt nok en neddroslet version med anvendelse af magnesium til mellemtoneområdet, men der er stadig tale om en fantastisk enhed, hvor specielt diskanten gør denne højttaler til noget helt specielt.

Der skal dog mere en blot end gode enheder til, hele konstruktionen af Pioneer S1-EX er gennemsyret af fornuftige løsninger og godt håndværk. Når dette så samlet giver en fremragende og frem for alt meget neutral og afslørende højttaler, kan man kun være tilfreds.

Selv for en inkarneret selvbygger som denne anmelder var det meget svært at give slip på Pioneer EX-1. Umiddelbart lyder det måske ikke som noget særligt, men tro mig. Det er første gang i mange år at en færdig højttaler i den grad har fristet og har skubbet tankerne om loddekolbe og kabinetter i baggrunden.