2 af de bedste?

 

af Jan Nielsen  - 2. november 2003

 

Små 2-vejs højttalere har stadig mange fordele, især når det gælder plads og til en vis grad også når det kommer til evnen at forsvinde og bare formidle musikken. Jeg kigger her nærmere på to fra den eksklusive og dyre ende af skalaen.

 

Reference 3A Da Capo i

Flere udenlandske blade har rost disse canadiske højttalere til skyerne og der er opstået en næsten kultagtig tilhængerskare. Der skulle være tale om noget helt exceptionelt rent lydmæssigt. Derfor bør man nok også se lidt igennem fingrene med den noget rustikke fremtræden. Man kan sige, at sådan skal det bare se ud, pænt, neutralt og langt fra prangende. Kabinetterne fremtræder i en mat glans lak over en sort finer og fronten står skråt bagover så diskanten er rykket bagud i forhold til bassen. Selve kabinettet er fremstillet i 19 mm MDF med en meget kraftig intern afstivning.

Bassen er meget specielt og en egen konstruktion fra Reference 3A. Der er lidt usædvanligt tale om en 8”, men ikke nok med det, den anvendes også helt uden filter. Enheden er særdeles robust og nærmest udstråler kvalitet. Selve membranen fremstillet i kulfibre har en let hyperbolsk buet form og afsluttes med en fase plug i midten. Et kraftigt gummiophæng afslører, at den kan bevæge sig en hel del.

Den nye ”i-model” (i for improved) anvender en velkendt diskant; Seas 27 TDC. Selve domen har en speciel coating og et blødt ophæng, der gør den magnetiske dæmpning overflødig. En dæmpning som man eller fandt i den tidligere anvendte enhed fra Seas. Domens egenresonans ved ca. 600 Hz ligger ligeledes noget lavere i den nye diskant. Internt anvendes en spoleform af aluminium og et bagkammer, som gør det muligt at anvende en lav delefrekvens. Chassiset er af glasfiber/plast. Reference 3A har angiveligt valgt den nye diskant grundet fraværet at magnetisk olie, som mange ikke bryder sig om.

Filteret består i praksis af bare en enkelt kondensator i serie med diskanten. Da den sad meget langt inde i kabinettet, kunne jeg ikke se hverken værdi eller fabrikat. Delefrekvensen oplyses heller ikke.

På bagsiden finder man nogle særdeles fornuftige terminaler med stor afstand og derfor god plads til kablerne. Basrefleksporten sidder lige oven over tilslutningerne. Reference 3A da Capo i måler 38 x 28 x 33 cm (HBD). Vægten er 13 kg.

 

Solid Phenolic Stander

Stander -  Reference 3A da Capo blev leveret med nogle særdeles solide standere fremstilet i massiv phenol. Det resulterende materiale kalder 3A Arboron. Der er tale om et yderst tæt og hårdt plastmateriale. Standerne kan justeres trinløst i højden fra 48 cm til ca. 76 cm.  Standerne er meget stabile og akustisk helt døde – kort sagt yderst tillidsvækkende. Man kommer uvilkårligt til at tænke på, hvorfor de ikke bygger højttalerkabinetterne i dette materiale? Højst sandsynlig på grund af prisen, for de er ikke billige, men fungerede perfekt i testperioden og blev anvendt med begge sæt højttalere.

 

Lyden

Reference 3A Da Capo i bør afgjort anvendes med bi-wiring – alt andet vil give et helt forkert indtryk. I perioden anvendte jeg Analysis Plus Solo Crystal Oval 8 eller Jorma Design No. 1. Selv om de lydmæssig var forskellige, var det via begge tydeligt, at bi-wiring forbindelsen gav de øverste frekvenser en helt anden karakter, mere luft og rundhed. Ja nærmest en anelse mere musikalsk klang, i forhold til når de 2 kortslutningsbøjler var på plads. Samtidig var det også tydeligt, at højttalerne er meget følsomme for de anvendte kabler og hurtigt afslørede forskellene på dem. Det samme gælder selvfølgelig også de 3 forstærkere jeg prøvede i testperioden.

Generelt må det siges, at der nok bør satses på en varm let fyldig lyd som subjektivt virker tilbageholdende opefter, og her vil mange gode rørforstærkere føle sig vel tilpas. Kabler eller forstærker der trækker mod det analytiske eller supertransparente vil få det helt til at tippe over. Således kan man ikke komme uden om, at det er de øverste frekvenser der tiltrækker sig opmærksomheden. Hvis det så udelukkende var positivt, ville alt være OK, men desværre nej.

Den specielle filterløse bas har nogle ubestridelige kvaliteter, både i bunden og opefter. Den gengiver levende og engageret med et forbavsende god punch i den øvre bas, samtidig med at den rækker længere ned end typiske små 2-vejs konstruktioner. Her skal man jo også tage med, at en 8” bas har lidt større areal, end de 6,5” man typisk ser.

Den noget større følsomhed er også medvirkende til det livlige og engagerende i lydbilledet, hvor der fokuseres på anslag og hurtighed – kort sagt en dynamisk og involverende gengivelse. På trods af det manglende filter – eller måske lige netop derfor – er der en dejlig transparent og naturligt sammenhængende gengivelse op gennem mellemtone området, som efter en optimal opsætning kommer fri af højttalerne og leverer det vi alle sammen higer efter. Altså rigtigt dybde og perspektiv, hvor musikken står bag højttalerne og ikke i plan med dem.

Således går det helt fremragende med overvejende sang og instrumenter der dækkes af bassen, men man kan jo ikke undgå at komme op i diskantens arbejdsområde. Her støder vi ind i højttalernes væsentligste problem – ja faktisk det eneste jeg vil pointere. Nemlig at den rent tonale og frekvensmæssige sammenhæng til diskanten og dennes måde at gengive på, ikke er i samme kvalitetsklasse som bassen.

Godt nok hænger det hele forbilledligt sammen med hensyn til fase og rum, forkanter og f.eks. fingerknips eller kantslag på lilletrommen står flot og præcist i lydbilledet, lige som stemmer kommer fri og nærmest svæver mellem højttalerne. Men desværre er der ikke helt den tonale sammenhæng som jeg kunne ønske. For det første er diskantniveauet for højt og for det andet virker det mere spinkelt og har noget mindre krop og fysisk tilstedeværelse end hele bas og mellemtone området. Man kan næsten tale om en form for farvning, som så kan betragtes som positiv eller negativ alt afhængig af temperament, musiksmag og i højeste grad det anvendte udstyr. Således fremhæves attack og små detaljer i den øvre mellemtone, mens fylde og fysik krop i det øverste stemmeleje og instrumenter er undertrykt. Det hele lyder lidt spinkelt og letvægtigt. Opefter er der tydeligt et frekvensmæssigt hul, som giver en hængekøjeeffekt og fornemmelsen af flere detaljer. Noget der selvsagt også gør højttalerne mere behagelige og mindre afslørende. Et godt gammelt trick, som virker hver gang.

Tænker vi på højttalernes pris, kan det undre lidt, at man hos Reference 3A ikke har overvejet en anden diskant i den bedre ende af kvalitetsskalaen, nu man alligevel ville have en ny. Vel er den lille SEAS da en udmærket diskant, men hører den hjemme i højttalere i denne prisklasse? Med fare for at blive beskyldt for nationalisme ville jeg umiddelbart pege på f.eks. Scan Speak 9500 eller en tilsvarende model fra Vifa, der også udmærket kan anvendes med et 1. ordens filter. Endnu bedre ville det være med et godt bånd eller en magnetostat. I denne prisklasse burde det være inden for rækkevidde.

På den anden side kan jeg godt se, hvorfor Reference 3A har opnået så stor popularitet og flere gange er kåret som årets højttaler eller årets produkt. De har nemlig det meget vigtige ”drive” eller ”nerve” og så den beskrevne evne til at lukke op ind til musikken og skabe et pænt stort rum. Her kommer den noget højere følsomhed ind, der gør dem mere alsidige og anvendelige med små forstærkere af god kvalitet. Har man først fokuseret på denne levende og engagerende gengivelse, kan man godt se gennem fingrene med de farvninger der er. En bedre diskant ville dog rykke Reference 3A en klasse op og ændre den fra en meget god til en helt fremragende højttaler.

 

B&W 805 Signature

Det første man bemærker, er den mildt sagt imponerende finish – det fås ikke bedre! Det testede sæt stod i Red Birds Eye. En dybrød finish med et sort changerende mønster. Det her er så flot, at man kan købe højttalerne blot for at kigge på dem! Om ikke andet så burde konkurrenterne kigge efter og lære.

Signature 800 serien er fremstillet for at fejre B&W’s 35 års jublilæum. Efter at være startet med de større modeller er turen kommet til 805’eren, som nu har fået hele ”signature” turen.

Signature serien byder på tre forbedringer i forhold til den almindelige 805’er; ny bas og diskant, forbedret delefilter samt en fornem finish, som jeg allerede har berørt.

Diskanten anvender det kendte princip med et rør der snævrer ind og nærmest ”sluger” bagud­strålingen. Samtidig har man angivelig øget frekvensområdet opefter, så det svarer til nutidens krav i forbindelse med SACD og DVD-Audio. Dette er sket ved en stivere men også lettere forbindelse mellem selve domen og svingspolesystemet, der nu er helt af aluminium. Enheden opbrydning skulle være rykket op til 32 kHz.

Den lille 6,5” bas har den efterhånden kendte gule B&W kevlar membran. Signature bassen har fået en 40% kraftigere magnet og visse ændringer i magnetgabet, hvilket skulle gøre den mere dynamisk og kraftfuld med bedre kontrol ved høje lydtryk.

I filteret er der kun sket få ændringer, blandt andet i form af nye kondensatorer samt høj effekt filmmodstande fra Caddock.

På bagsiden finder man de totalt i plastik indkapslede WBT terminaler. Først efter en del forsøg lykkedes det os at finde den lille rille der passer perfekt til WBT kabelsko. Anvender man andet, er det ikke sikkert at de passer. Alternativt er der muligheden for løse ledningsender eller bananstik. Sidstnævnte blev også prøvet, men bøsningerne passede ikke særligt godt med de stik jeg rådede over. Jo, jeg må lide meget for at få ”sikre” forbindelser.

Mål og vægt: 41 x 24 x 34,5 cm (HBD), 9.5kg.

 

Monitorlyd på godt og ondt!

Her er der ingen tvivl – du får alt råt for usødet. Er der fejl i signalvejen, eller på signalkilden bliver det afsløret nådesløst, men heldigvis gælder det samme for kvaliteterne i musikmateriale eller det anvendte anlæg. 805 Signature placerer det hele på et imaginært sølvfad frit til beskuelse. Set i dette lys er det en anmelders drøm, for selv små forskelle på kabler eller forstærkere blotlægges meget hurtigt. Højttalerne har denne umiskendelige evne til at lukke op og skille detaljer ud, så det er en fornøjelse, men samtidig kan man jo ikke undgå at få lidt ”skidt” med.

Toppen har den karakteristiske ”B&W lyd” eller man som jeg kalder det ”metaldome lyd”. For nogle er det en selvfølge, at sådan skal det lyde – især når der står B&W på fronten - for andre er det et irritationsmoment, som i den grad ødelægger helhedsindtrykket. B&W hævder har godt nok rykket egenresonansen op og uden for det hørbare område. Ja, den er helt sikkert over 20 kHz, men alligevel er opbrydningsfænomenet hørbart og i høj grad generende (for mig!). Hvorfor ikke blot konstruere en diskant der ikke bryder op, eller indføre en dæmpning ved opbrydningsfrekvensen?

(Bemærkning april 2005:  det har de så gjort nu med deres nye diamantdiskanter, så måske de hele tiden har været klar over problemet?)

Resultater er at hele det egentlige diskantområde tonalt adskiller sig fra den fremragende bas/mellemtone. Hør f.eks. kvindestemmer – Eva Cassidy eller Jennifer Warnes. Der en tydelig ekstra fokusering på ”h”, ”f” og andre pustelyde, der umiddelbart kan virke som ekstra detaljer, men som i længden bliver yderst generende. I det øvre område – overtonespektret bliver gengivelsen pirket og det hele har et ekstra lag af filigran med små krumelurer – en slags kunstig glans og glimmer. Beklager de finurlige udtryk – men det er sådan jeg synes det lyder.  Ved f.eks. et kraftigt anslag på en triangel, klokker, eller anden metal i det øvre frekvensområde, bliver der med det samme fokuseret på de øverste frekvenser, så det trækker opmærksomheden væk fra alt det positive og åbne som højttalerne ellers er i besiddelse af.

Det er ikke bare synd men direkte en skam, at en ellers fremragende højttaler i mine ører bliver skæmmet af en diskant, der ligger langt fra den standard, man kan forvente i selv billigere højttalere. Eneste formildende omstændighed er, at der foregår en vis tilvænning. Efter et par uger tror man faktisk at det skal lyde sådan. Det er dog blot lige indtil man hører ganske få sekunder via en god neutral højttaler med f.eks. en god softdome fra Scan Speak eller en bånddiskant.

Nok om diskanten, for højttalerens øvrige egenskaber har jeg bestemt ikke noget at udsætte på. Der leveres en forbavsende slagkraftig og meget ”hurtig” bas af de små højttalere. Man forundres flere gang at de uden at kny sluger effekten fra selv kraftige forstærkere og bare kvitter med et højt lydtryk og en dynamisk, velkontrolleret og yderst afslørende gengivelse. Mange parametre går her op i en højere enhed. Der er således ingen tvivl om at både det fine matrixkabinet, forbedringerne i delefilteret samt den kraftigere basenhed her viser hvad B&W formår.

Højttalernes absolut stærkeste kort er en mildt sagt formidabel mellemtonegengivelse – her er der ikke nogen grund til at sige meget mere – find selv alle superlativerne op af posen. Sådan skal det bare gøres.

Jeg prøvede også 805’erne med den lille REL Quake sub-woofer koblet på fra ca. 50 Hz. På trods af den formidable faste og meget kompetente bas fra B&W’erne fik jeg en fuldkommen perfekt overgang. I denne kombination leverede højttalerne en mere fysisk og fyldig gengivelse, der på underlig vis også præsenterede et større rum bag højttalerne. Et svært kunststykke, men her faldt det hele bare meget naturligt sammen.

 

Musikken

Tchaikovsky Nøddeknækkeren er musik med stor dynamik og mange detaljer. Især står en spinkelt triangel meget distinkt i rummet og skiller sig ud. Via 805 Signature er der en tydelig ekstra kant på anslaget og det hele klinger noget ude af sammenhæng med helheden. Til gengæld må man så sige at der virkelig er hul igennem og toppen står let fremme i lydbilledet med masser af detaljer.

Her virker Reference 3A helt anderledes. Trianglen bliver tilbage i lydbilledet og den springer ikke frem mod lytteren, ja næsten det modsatte sker. Her har vi en fysisk mindre og lettere gengivelse, hvor det nærmest lyder som om trianglen har en helt anden størrelse.

DVD-Audio - Poul Simon blev også prøvet og via B&W 805’erne var det lige før jeg glemte at lytte efter hvad højttalerne kunne præstere. Her faldt det hele yderst positivt ud, måske grundet afspillerens tendens til en lidt tilbageholdende top, samt ikke mindst musikkens generelle letflydende karakter. Poul Simons stemme står klippefast mellem højttalerne og rummet fortsætter bare langt bagud og ud til siderne. Fornemt og så absolut i topklasse.

På samme nummer virker Reference 3A mere intim. Stemmen rykker tættere på lytteren og rummet er en smule mindre, men samtidig også varmere og på en måde mere behageligt. Vel er der ikke så mange detaljer, men til gengæld føler man at Poul Simons står og synger lige præcis for en midt i stuen. Således må det siges, at Reference 3A fokuseret mere på det intime og musikbefordrende, hvor B&W gør virkeligt meget ud af at virker præcis og få alle detaljerne med.

 

Konklusion

Fælles for begge højttalere er, at de har ubestridelige kvaliteter. Mange mener de er blandt ”verdens bedste”. Så langt vil jeg ikke gå, for går man op i størrelse, er der mange konkurrenter i samme prisklasse. En anden fælles egenskab, som ikke burde komme som en overraskelse, hvis du har læst det ovennævnte, er at jeg ikke er ubetinget begejstrede for gengivelsen af de øvre oktaver. Hermed ikke sagt at de er ens – langt fra.

Bare i løbet af de sidste par år er der sket meget i udviklingen af gode domer, for slet ikke at nævne bånddiskanter, magnetostater og airmotion transformers. I denne prisklasse burde nogle af de bedste alternativer være inden for rækkevidde. Således må det – især når prisen tages med i betragtning – konkluderes, at diskantreproduktionen halter en lille smule efter det bedste på markedet.

Hermed også mit egentlige og eneste kritikpunkt. For begge højttaler leverer på trods af forskelligheder en meget engagerende og yderst kompentent gengivelse med nogle ubestridelige kvaliteter.

B&W 805 Signature stiller store krav, men vokser med opgaven. Efterhånden som jeg bød den bedre forstærkere og kabler viste den hvad den kunne. I ordets egentlige forstand en monitor, der råt for usødet afslører signalkilderne nådesløst, med et væld af detaljer. Den fysiske størrelse begrænser naturligt niveauet i bunden, men alligevel er det fantastisk hvor meget man kan få ud af de små solide og yderst fornemme kabinetter. Mellemtonegengivelsen er i et meget stort område kort og godt på referenceniveau.

Reference 3A er den mest livlige og dynamiske af de to. Den hælder dog mere mod det tilgivende og afslappende, musikbefordrende. Primært gælder dette ved anvendelse af forstærkere og kabler, der subjektivt trækker de øvre oktaver ned på plads. 3A kan klare sig med mindre effekt og stadig give et stort og meget åbent lydbillede. Den går længere ned i bassen og har bestemt ikke noget at skamme sig over. Overgangen til diskanten kan være lidt problematisk, men til gengæld kan den det der lille trick med at ”forsvinde” i lydbilledet, hvis eller man giver sig selv den tid til opstilling og indjustering, som den fortjener.

 

 

Priser: (november 2003)

Reference 3A da Capo  - ca. 23.800 kr.

Solid Phenolic stander – ca. 7.900 kr.

B&W 805 Signature – ca. 30.000 kr.